Aktier/middag: Novozymes spurter frem i svagt eliteindeks

Udgivet den 23-01-2020  |  kl. 11:52  |  
Arkiv: Foto

Novozymes distancerer sig torsdag middag markant fra det øvrige danske aktiemarked målt på C25-indekset med et plus på 6,2 pct. til 350,20 kr. efter fremlæggelse af regnskab, mens det samlede indeks ligger med et beskedent plus på 1,0 pct. til 1295,38.

Blot otte af indeksets aktier stiger torsdag middag, og dermed spejler det danske indeks stort set stemningen, der præger de europæiske aktiemarkeder.

- Når vi kikker ned over Europa, så ligger vi rundt om nullet. Og det er måske stadig det her med corona-udbruddet, der plager en smule. Nu begynder man også at se lidt i USA, bemærker Nikolaj Holmsgaard, ansvarlig for aktiehandel i ABG Sundal Collier.

Myndighederne i den kinesiske storby Wuhan har begrænset mulighederne for transport for at forhindre smittespredning.

- Det er rent frygt for, at det breder sig som en steppebrand, mener Nikolaj Holmsgaard som forklaring på markedets reaktion på virusset.

NOVOZYMEZ MED BREDE FORVENTNINGER

Fjerde kvartal blev et godt kvartal for Novozymes, der ellers har været i strid modvind gennem 2019. Overskuddet stag til 922 mio. kr. fra 837 mio. kr. i fjerde kvartal 2018. Blandt analytikerne var der ventet et overskud på 832 mio. kr.

Selskabets omsætning lød på 3731 mio. kr. i kvartalet, mens den organiske vækst var 1 pct. I samme kvartal af 2018 var toplinjen på 3714 mio. kr., og den organiske vækst var på 1 pct.

Selskabet venter en organisk vækst årligt på 5 pct. i årene 2020 til 2022. I 2020 lyder forventningen på 1-5 pct.

Derudover varsler Novozymes et tilbagekøb af aktier for 1,5 mia. kr.

- Umiddelbart er forventningerne lidt "brede" på toplinjen, mener Nikolaj Holmsgaard.

Han ser aktiens markante plus som udtryk for lettelse over regnskabet, og over at der ikke kom endnu en nedjustering fra selskabet, men kommentarer til at aktien stiger så meget, som den gør, er lidt tøvende.

- Du kan skrive, at jeg synes, at det er "flot", at den kan stige så meget på det regnskab, siger Nikolaj Holmsgaard.

Med i toppen af C25 ligger indekstunge aktier som Ørsted med en stigning på 1,5 pct. til 727,20 kr. og Mærks-aktierne med et plus på 1,2 pct. til 8602 kr. for B-aktien. Det sker uden selskabsspecifik baggrund.

FOKUS PÅ TOPDANMARK

Ved middagstid vendes blikket mod Topdanmark og forsikringskoncernens regnskab for fjerde kvartal. Det forsikringstekniske overskud ventes at falde til 325 mio. kr. fra 411 mio. kr., mens bundlinjen ventes at stige til knap 400 mio. kr. fra 259 mio. kr.

Det er forventningen hos analytikere, der har leveret estimater til forsikringskoncernen selv.

Onsdag steg Topdanmarks aktie med 2,7 pct. til rekordkursen 349 kr. efter gode tal fra konkurrenten Tryg, som ligeledes satte rekord efter en stigning på 3,3 pct. til 217,20 kr.

Torsdag middag ligger Topdanmark-aktien 0,1 pct. lavere i 348,80 kr., og Tryg falder 1,5 pct. til 214 kr. - eller med 3,20 kr., hvilket dog skal ses i lyset af, at Trygs aktie handles uden retten til et udbytte på 3,35 kr. per aktie.

Nordjyske RTX stiger 0,7 pct. til 223 kr. forud for dagens regnskab for første kvartal af det forskudte regnskabsår 2019/20. Selskabets forventninger til hele året lyder på en omsætning på 620-650 mio. kr. og et EBIT-resultat på 75-90 mio. kr.

Oliepriserne fortsætter torsdag ugens fald, hvilket skyldes bekymringerne over corona-virussets udbredelse og den mulige effekt på transportaktivitet og vækst - og dermed på efterspørgslen efter olie. Prisen på en tønde brent-olie falder 1,4 pct. til 62,34 dollar, og i månedens løb er prisen faldet fra niveauet 66,00 dollar.

Aktien i Maersk Drilling er de seneste uger faldet i takt med olieprisen, og torsdag middag falder aktien 0,9 pct. til 409,20 kr., mens aktien siden årets start er dykket fra 440,60 kr.

SAS-aktien har også haft nogle dage i modvind, da flyselskaberne over en bred kam har været ramt af frygt for en opbremsning i rejseaktiviteten som følge af virusudbruddet i Kina. SAS-aktien ligger 0,9 pct. lavere i 10,53 kr.

Udover den store fokus på virusudbredelsen og dagens regnskaber vil der torsdag være opmærksomhed om udmeldinger fra dagens rentemøde i Den Europæiske Centralbank.

/ritzau/FINANS

Henning Lars Nielsen

Tags:  Danmark❯  Shares❯  Intraday❯ 

Relaterede nyheder