Aktier/middag: Ny vindmølleskepsis fra Trump presser Ørsted og Vestas

Udgivet den 08-01-2025  |  kl. 11:38  |  
Arkiv: Foto

De grønne aktier i Ørsted og Vestas har onsdag lagt sig suverænt i bunden af C25-indekset efter nye kritiske ord fra den kommende amerikanske præsident, Donald Trump.

Samtidig genvinder Novo Nordisk noget af terrænet oven på en svær periode, efter at der er tikket analysenyt ind til medicinalkæmpen.

Fremgangen til indekstunge Novo er dog ikke nok til at trække C25 i plus, som ved middagstid ligger nede med marginale 0,1 pct. i 1790,44.

- Vi ser et lille minus i Danmark, men det er samtidig præget af nogle store underliggende bevægelser i de grønne aktier. Det er igen Trump-udtalelser, som udtrykker skepsis omkring vindmøller. Vi har jo set den hårde retorik før, så det er ikke noget nyt, men det kommer da lige op igen, at han er meget skeptisk over for den industri, siger Martin Munk, senioraktierådgiver i Jyske Bank.

NY VINDMØLLESKEPSIS FRA TRUMP

Det var mindre flatterende udtryk som "uregerlige kæmper" og "skrald på en mark", som Donald Trump brugte om vindmøller på sit lange pressemøde tirsdag ifølge branchemediet Recharge News.

Donald Trump overtager præsidentembedet fra Joe Biden senere i januar, og derefter kan der blive sat handling bag truslerne om at neddrosle fokus på vindenergi.

Samtidig kan Ørsted onsdag se sit kursmål hos Jefferies blive sænket til 370 kr. fra 430 kr. Anbefalingen her er stadig "hold".

Ørsted ligger ved middagstid i bunden af C25-indekset med et fald på 5,4 pct. til 312,70 kr., mens Vestas går tilbage med 4,8 pct. til 99,48 kr.

NOVO FÅR ANBEFALINGSLØFT - OG STORT KURSMÅLSHUG

Blandt analyseændringerne ses en stor nedgradering af Novo Nordisks kursmål hos børshuset Zack, der skruer ned til 90 dollar fra 116 dollar.

Det svarer med onsdagens valutakurser til 648,50 kr. mod tidligere 835,80 kr.

Anbefalingen er fortsat "neutral".

Omvendt har schweiziske UBS hævet sin anbefaling af Novo til "køb", idet børshuset ser kursfaldet oven på studiedata med fedmekandidaten Cagrisema, der landede lige før jul, som klart overdrevne.

- Novo er fortsat den mest spændende væksthistorie i europæisk pharma og er godt placeret til fortsat at drage fordel af den store efterspørgsel efter GLP-1 medicin på kort sigt, begrunder UBS i et analysenotat.

Novos B-aktie får medvind onsdag efter tre handelsdage i streg med fald. Ved middag stiger aktien 2,7 pct. til 619,30 kr.

Kabelproducenten NKT, som onsdag falder med 0,6 pct. til 510,50 kr., har fået sænket sit kursmål hos amerikanske JPMorgan til 600 kr. fra 639 kr. Anbefalingen er fortsat "neutral", viser data fra Bloomberg News.

ANBEFALINGER I HVER SIN RETNING

Sydbank har hos Nordea fået sænket sin anbefaling til "hold" fra "køb", fremgår det onsdag af et analysenotat.

Sydbank falder med 2,7 pct. til 379,60 kr.

I den lidt mindre afdeling har Cbrain til gengæld fået løftet sin anbefaling hos norske ABG Sundal Collier til "hold" fra "sælg".

Kursmålet er samtidig skruet op til 180 kr. fra 165 kr. Cbrain stiger ved middagstid med 3,9 pct. til 185,20 kr.

For Matas er det gået i den anden retning, da Nordea ikke længere finder aktien værd at købe.

Anbefalingen er sænket til "hold" fra "køb", viser data fra Bloomberg News.

Matas steg tirsdag 2,1 pct. oven på et solidt regnskab for tredje kvartal 2024/25, der også indeholdt en opjustering af forventningerne, men onsdag bakker materialistkædens aktier med 0,9 pct. til 136 kr.

.\\˙ MarketWire

Frederik Olling Milbæk

Tags:  Danmark❯  Shares❯  Intraday❯