Aktier/middag: Rød bølge fra USA skyller ind over C25
Det danske aktiemarked får sig noget af en dukkert torsdag, efter at en tidligere direktør i den amerikanske centralbank, Federal Reserve, opfordrede til en hastig nedsættelse af renten i USA for at hindre en recession.
Næppe har det hjulpet, at Teslas regnskab bød på sløj læsning til investorerne, eller at Alphabet blev sendt i rødt med sit ellers på overfladen godkendte regnskab.
Torsdag skyller den røde bølge ind over det danske C25-indeks, der går tilbage med 1,1 pct. til 1950,50.
- Det ser rigtig surt ud. Det startede for alvor onsdag eftermiddag og hen ad aftenen i USA med solide fald til de amerikanske indeks - specielt trukket af Magnificient Seven, siger Martin Munk, der er senioraktierådgiver i Jyske Bank, til MarketWire.
Onsdag aften talte den tidligere centralbankchef William Dudley for, at Federal Reserve øjeblikkeligt bør sænke renten for at undgå en recession. William Dudley er ellers kendt som en mere høgeagtig centralbankskikkelse, der før i tiden har været fortaler for høje renter i længere tid.
- Man frygter, hvad det er, han ser, som gør, at økonomien skal have hjælp nu. Det var nok med til at skabe nervøsitet i markedet. Vi vil gerne have, at inflationen aftager, og at økonomien kommer ned i gear, men vi vil ikke have en for voldsom opbremsning i økonomien, forklarer Martin Munk videre.
De selskabsspecifikke nyheder står da heller ikke i kø på handelsugens næstsidste dag. DSV har fået løftet kursmål hos flere børshuse efter sit regnskab onsdag, og Novo Nordisk kan spejde over Atlanten, hvor et amerikansk biotekselskab gør klar til fase 3 med et konkurrerende vægttabsmiddel.
Også Vestas har fået konkurrentnyt fra tyske Nordex, der venter højere indtjening i 2024.
Det er dog kun Zealand Pharma og Genmab, der torsdag flyder oven vande. For sidstnævnte kan det skyldes et øget fokus forud for partneren Abbvies regnskab, påpeger Martin Munk.
DSV SKRUES OP HOS BØRSHUSENE
Logistikselskabet DSV har efter sit regnskab for andet kvartal fået løftet kursmålet hos flere børshuse.
Det danske selskab leverede over markedets forventninger i andet kvartal, løftede sine forventninger til driftsresultatet og lancerede både effektivitetsprogram og aktietilbagekøbsprogram.
Regnskabet belønnes med en række løftede kursmål fra flere sider.
Størst er løftet hos britiske HSBC, der nu har et kursmål på 1300 kr. fra før 1120 kr. Anbefalingen er fortsat "hold". Det højeste kursmål blandt dagens løft er hos Carnegie, der har hævet til 1670 kr. fra 1636 kr.
DSV's aktie siver torsdag 0,7 pct. til 1225 kr. i det negative marked. Onsdag vandt aktien 2,6 pct.
VESTAS-KONKURRENT OPJUSTERER
Vestas' tyske rival Nordex har torsdag morgen opjusteret forventningerne til driften efter et andet kvartal over forventning.
Det er både salget og indtjeningen, der viste bedre takter end ventet i markedet for det tyske selskab.
Det smitter dog kun af på Vestas i begrænset omfang. Den danske vindmølleproducent falder 0,8 pct. - og altså mindre end markedet - til 159,55 kr.
Tæt på bunden har Novo Nordisk placeret sig torsdag ved middagstid med et fald på 2,4 pct. til 880,65 kr.
Tilbagegangen kan ifølge Jyske Banks senioraktierådgiver skyldes, at det amerikanske biotekselskab Viking Therapeutics har valgt at tage sin vægttabskandidat, der er i konkurrence med Novos Wegovy, til fase 3.
Danske Bank har efter sit regnskab for andet kvartal fået løftet kursmålet hos Kepler Cheuvreux.
Kursmålet løftes til 240 kr. fra 218 kr., og anbefalingen "køb" gentages. Løftet begrundes med bankens kommende udlodning til aktionærerne.
Bankaktien falder dog 1,9 pct. til 208,60 kr.
Uden for eliteindekset stiger Parken, der står bag fodboldklubben FC København. Klubben har accepteret et bud fra tyrkiske Galatasaray på spilleren Elias Jelert.
Aktien stiger 0,9 pct. til 116,50 kr.
.\\˙ MarketWire