Aktier/middag: Revanche til Rockwool bidrager til positiv ugestart efter mismodig fredag

Udgivet den 09-09-2024  |  kl. 11:46  |  
Jess Soderberg, Carlsberg

Revanche til Rockwool og Pandora efter fredagens tilbagegang bidrager mandag middag til at trække op i det danske C25-indeks, mens Bavarian Nordic bremser op nederst i eliteindekset, som samlet set fortsætter den indledende fremgang og ved middagstid stiger 0,5 pct. til 1965,95.

Dagens selskabsspecifikke nyheder drejer sig overvejende om nye kursmål for en håndfuld C25-aktier, mens den generelle stemning fortsat præges af indtrykket af tilstanden i den amerikanske økonomi efter fredagens skuffende jobrapport fra USA og frem mod rentemødet i den amerikanske centralbank, Fed, i næste uge.

- Vi har lidt stabilisering i dag efter faldet i fredags. Vi handler med små plusser i Europa og amerikanske futures ligger til et mindre plus, bemærker senioraktierådgiver i Jyske Bank Martin Munk.

- Jobrapporten kom jo lidt svagt ud, og reaktionen blev igen noget nervøsitet omkring amerikansk økonomi og hvad Fed skal gøre, hvor markedet er delt mellem en rentenedsættelse på 25 og 50 basispunkter. Det er der, spændingen ligger lige nu, uddyber han.

Rentemødet i Den Europæiske Centralbank, ECB, i indeværende uge, tillægger han lidt svagere betydning:

- Der er vi mere sikre på, hvad der skal ske - at vi får en rentelettelse på 25 basispunkter. Så det bliver mere signalerne gående fremad, der kommer i fokus, mener Martin Munk.

ROCKWOOL I TOPPEN

Uden baggrund i selskabsrelaterede nyheder har Rockwool mandag middag lagt sig i toppen af C25-indekset med et plus på 2,2 pct. til 2818 kr.

Men Martin Munk bemærker, at aktien havde en lidt svær afslutning i fredagens handel, hvor den lukkede med et fald på 0,9 pct.

Med i toppen er også Ambu og Demant med plusser på 2,1 pct. til 131,35 kr. og 2,1 pct. til 286,40 kr. Heller ikke her er der specielle nyheder fra selskaberne.

BAVARIAN DYKKER DYBT

Det er der derimod fra Bavarian, som sent fredag oplyste, at topledelse har solgt aktier for en samlet værdi på 34,2 mio. kr. Største sælger er topchefen, Paul Chaplin, som har solgt for 24,1 mio. kr. Bavarian-aktier.

Meddelelsen om storsalget følge dog oplysninger torsdag om, at sammen topledelse har udnyttet tegningsoptioner til køb af aktier for samlet 22 mio. kr.

Ikke desto mindre taber aktien mandag 5,2 pct. til 227,20 kr.

STRIBE AF NYE KURSMÅL

Smykkeselskabet Pandora får sit kursmål løftet til 1050 kr. fra 920 kr. hos canadiske RBC, som holder fast i den negative anbefaling "underperform". Aktien stiger 1,5 pct. til 1164 kr.

Royal Unibrew får løftet sit kursmål til 560 kr fra 510 kr. hos amerikanske Citigroup, som har en "neutral" anbefaling for aktien. Unibrew oppræciserede i forbindelse med sit regnskab for andet kvartal i august sine forventninger til hele 2024 som følge af blandt andet gunstigt vejr i juli og august.

Også Deutsche Bank har løftet kursmålet for Unibrew - til 550 kr. fra 440 kr. Her er anbefalingen fortsat "hold".

Bryggeriaktien stiger 0,6 pct. til 581,50 kr. mandag middag.

I den modsatte grøft har Carlsberg fået sænket sit kursmål hos Deutsche Bank, der har skruet ned til 1100 kr. fra 1200 kr., men til gengæld fastholder den positive anbefaling "køb".

Carlsbergs B-aktie falder 0,9 pct. til 773,60 kr.

Energikoncernen Ørsted har fået sænket kursmålet til 450 kr. fra 480 kr. hos det europæiske børshus Oddo BHF. Anbefalingen er fortsat den positive "outperform". Aktien taber 1,5 pct. til 415,90 kr.

NOVO I FOKUS MED EUROPÆISK ÅRSMØDE

Midt i indekset ligger Novo Nordisk og Zealand Pharma, som kan få opmærksomhed på grund ugens årsmøde hos den europæiske diabetesforening, EASD, i Madrid

Novo-aktien stiger 0,6 pct. til 887,40 kr.

Zealand Pharma løftes også 0,6 pct. til 833 kr.

.\\˙ MarketWire

Henning Lars Nielsen

Tags:  Danmark❯  Shares❯  Intraday❯ 

Seneste nyheder

15:46 Aktivitetsindeks fra Chicago skuffer fælt i december
15:38 USA/åbning: Boeing i modvind efter flyulykke på dag med solide fald på indeksniveau
15:33 Tryg opruster på mandskab med udsigt til vind med stormstyrke nytårsaften
15:30 USA/ÅBNING: S&P 500 -1,1%, NASDAQ -1,4%, DOW JONES -1,1 %
15:15 Jeudan-topchef håber på kort levetid for risikobuffer: Det er den forkerte vej at gå
15:03 Høreapparater: Håndkøbsmarked i USA bygges stadig op - Apple-interesse kan trække op
14:43 Brøndby IF ansætter Benjamin Schmedes som fodbolddirektør
14:18 USA/tendens: Presset start i sigte - Boing sendes ned på sydkoreansk flystyrt
13:49 Gubra indgår ny aftale til potentielt mere end 50 mio. dollar
13:41 Sydkorea går samtlige Boeing B737-800-fly igennem efter dødeligt uheld
13:27 Vestas modtager tre ordrer på samlet 276 MW
12:53 Europa/aktier: Lunken bølge slutter 2024 - tysk konglomerat stiger dog markant
12:08 Vestas sælger vindportefølje på 277 megawatt i Italien
12:00 Obligationer/middag: Små og snævre udsving i renten på årets sidste handelsdag
11:49 Euro styrkes mod dollar efter stigning i den spanske inflation
11:38 Aktier/middag: Fokus på renter hiver banker op - markedet ramt af lidt gevinsthjemtagning
11:19 Greenmobility rejser 15 mio. kr. efter privat udbudsrunde
11:08 Boeing falder i formarkedet efter flyulykke i Sydkorea
11:05 Lavere renter presser bankerne - men der er også lyspunkter i 2025
10:32 Realkredit Danmark med godt nyt til boligejere: Ser nu større prisstigning i 2025