USA/åbning: Boeing i modvind efter flyulykke på dag med solide fald på indeksniveau
Aktien i flykoncernen Boeing dykker i de første handler mandag, efter at et sydkoreansk Jeju Air-fly af typen Boeing 737 søndag forulykkede og kostede 179 liv i den værste flyulykke i Sydkoreas historie.
Også de store technavne i Magnificent Seven går baglæns, hvor Tesla står for det største fald i den indledende handel.
For de ledende indeks på Wall Street starter mandagen også trist ud med fald på 1,3 pct. til S&P 500-indekset, Dow Jones mister 1,2 pct., og Nasdaq smider mest og falder 1,6 pct.
Dermed fortsætter bevægelsen fra fredag, hvor indeksene faldt op til 1,5 pct.
Det er sparsomme handelsvolumener samt rentespøgelset, der kaster grus i maskineriet for en ellers traditionel stærk årsafslutning for aktier.
MERE FREMGANG I SIGTE
Men der kan alligevel være mere at komme efter. Magnificent Seven, der består af Apple, Nvidia, Amazon, Microsoft, Alphabet, Meta Platforms og Tesla, har drevet S&P 500 frem med 25 pct. i år - og det har fået panderynkerne frem hos flere, der mener, at fremgangen er for koncentreret på få. Men flere venter, at S&P 500 vil fortsætte fremturen til næste år.
- Lige nu er det bedste råd at blive. USA er fortsat stedet at være. Her klarer vækstaktier sig fortsat bedre end andre, og indtjeningsprognoserne er gode, så der er gode grunde til at forblive optimistisk, vurderer Nicolas Domont, fondsforvalter hos Optigestion, overfor Bloomberg News.
Enkelte analytikere mener, at S&P 500-indekset vil stige med 19 pct. til næste år og nå over indeks 7100, skriver Bloomberg News.
BOEING-FLY FORULYKKET
En flyulykke søndag med 179 dræbte i Sydkorea presser Boeing i de første handler. Og mandag er det kommet frem, at man vil inspicere samtlige af landets Boeing B737-800-fly.
Flyet, der var drevet af luftfartsselskabet Jeju Air, formåede søndag ikke at bringe landingshjulet i position forud for flyets landing, hvilket førte til, at flyet gled langs landingsbanen, inden det ramte en mur for enden og brød ud i flammer.
Boeing oplyser, at koncernen er i kontakt med Jeju Air og er parat til at yde bistand.
Aktien falder mandag 5,5 pct. til 170,85 dollar.
NVIDIA I FORTSAT FALD
Fredag trak chipkæmpen Nvidia mest ned i hovedindekset med et fald på 2,1 pct. Mandag falder aktien 1,8 pct. til 134,63 dollar i de første handler.
Microsoft falder 1,2 pct. efter fredagens drop på 1,7 pct., og Apple følger op på fredagens fald på 1,3 pct. med et fald mandag også på 1,3 pct.
Tesla bakker 2,2 pct. efter fredagens markante fald på 5,0 pct., mens Amazon falder 2 pct. efter et minus fredag på 1,5 pct. Meta Platforms og Alphabet falder begge 1,5 pct. efter fald fredag på henholdsvis 0,6 pct. og 1,5 pct.
.\\˙ MarketWire
Tags: Market Open❯ Shares❯ USA❯
Mest læste lige nu
Seneste nyheder
- 1 af 1182
- næste ›