Aktier/middag: Snegler sig mod endnu en rekord
Det toneangivende danske aktieindeks, C20 Cap, har fredag middag kastet morgenens fald af sig og er dermed igen i rekordniveau. Dermed klarer de danske aktier sig en smule bedre end sine europæiske kolleger, der puster ud oven på solide stigninger torsdag.
Torsdag fejrede markedet, at den amerikanske centralbank ikke som ellers ventet skruede ned for stimulussen til den amerikanske økonomi på 85 mia. dollar obligationsopkøb om måneden. Dermed fortsætter strømmen af billig likviditet ud i markedet og sender obligationsrenterne ned og aktierne op.
C20 Cap-indekset stiger fredag middag 0,1 pct. til indeks 635,47.
Blandt de bedste aktier at eje fredag i Danmark er Vestas, der stiger 1,1 pct. til 127,9 kr. oven på nyheden om en ny ordre fra USA, der endda er led i en endnu større rammeaftale med Renewable Energy Systems. Den indledende ordre er på 60 MW, mens rammeaftalen er på 610 MW.
Ordren har samtidig den effekt, at den kan sikre ordrer fra USA selv efter udløbet af skatteordningen PTC, der udløber med 2013.
- Det ligner en aftale, der skal sikre PTC-støtte efter 2013, hvor aftalen udløber. Her skal man afholde mindst 5 pct. af omkostningerne til et projekt allerede i 2013 for at opnå støtten, forklarer Jacob Pedersen, der er Vestas-analytiker hos Sydbank, til Ritzau Finans.
Også Coloplast klarer sig godt i fredagens marked med en stigning på 0,9 pct. til 319,10 kr., mens DSV stiger 0,4 pct. til 161,70 kr.
I den modsatte ende ligger Carlsberg, der falder 0,6 pct. til 576,00 kr. Aktien dykkede markant onsdag efter nyt fra ølproduktionen i Rusland men steg med markedet torsdag.
A.P. Møller - Mærsks B-aktie stiger marginalt med 0,2 pct. til 51.800 kr. fredag, efter at Deutsche Bank har hævet sit kursmål for aktien til 60.350 kr. fra 54.770 kr. Anbefalingen er fastholdt på "køb".
Uden for de tunge drenges indeks er der ikke meget højglans over Flüggers aktie efter regnskabet for første kvartal.
Selskabet omsatte for 591,6 mio. kr. i perioden mod 569,9 mio. kr. i den tilsvarende periode sidste år, mens driftsresultatet (EBIT) gav et plus på 93 mio. kr. mod 79,2 mio. kr. i første kvartal 2012/13.
Nettoresultatet landede på 69 mio. kr. mod 52,5 mio. kr., mens Flüggers totalindkomst dog faldt til 58,1 mio. kr. fra 82 mio. kr. i første kvartal sidste år som følge af et tab på kursregulering. Flüggers kursreguleringer gav således et minus på 10,9 mio. kr. i første kvartal mod et plus på 29,5 mio. kr. i samme periode sidste år.
- Vi er tilfreds med resultatet, både salgsmæssigt og resultatmæssigt, i kvartalet, men vi kan se på vores markeder, frem for alt de skandinaviske hovedmarkeder, at der er tendens til, at efterspørgslen falder lidt, siger ny administrerende direktør i Flügger Peter Rosén til Ritzau Finans.
Aktiemarkedet er ikke tilfredse og sender aktien ned med 3,2 pct. til 375,50 kr.
Ligeledes langt fra C20 falder Nunaminerals med 5,8 pct. til 9,70 kr. Aktien steg voldsomme 86,7 pct. til 14 kr. onsdag efter nyheden om positive tegn fra et guldprospekt. Siden da er aktien dog faldet tilbage.
/ritzau/FINANS
Bertil Barkholt Fruelund +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail:finans@ritzau.dk, www.ritzaufinans.dk
Mest læste lige nu
Seneste nyheder
- 1 af 1185
- næste ›