Aktier/middag: Unibrew og Novo presset af sure analytikere i rødt C25
Et mere negativt analytikerkorps er mandag med til at lægge pres på blandt andet Unibrew og Novo Nordisk, mens Demant ligger i den modsatte ende af eliteindekset, da Morgan Stanley ser et endnu større potentiale.
Det danske C25-indeks ligger ved 11.15-tiden med et fald på 1,0 pct. i 1788,41, hvilket kommer i kølvandet af fredagens tab på 0,1 pct.
- Danske aktier er nede. Faktisk lidt modsat nogle af tendenserne i Europa, men der er også nogle historier, der påvirker lidt, siger senioraktierådgiver Martin Munk fra Jyske Bank til MarketWire.
Han henviser blandt andet til sænkede kursmål for Novo Nordisk og en sænket anbefaling for Unibrew, samt at det fælleseuropæiske Stoxx 600-indeks ligger med en fremgang på 0,2 pct.
UNIBREW SÆNKET AF BARCLAYS
Danmarks næststørste bryggeri, Royal Unibrew, ligger med et fald på 3,6 pct. til 491 kr. i bunden af eliteindekset, efter at Barclays har sænket sin anbefaling for aktien til "ligevægt" fra "overvægt" og kursmålet til 653 kr. fra 694 kr.
Det britiske finanshus Barclays ser negativt på amerikanske Pepsicos fortsatte konsolidering af tappenetværket.
Barclays vurderer ifølge Bloomberg News, at Royal Unibrew vil stå dårligere end den danske rival Carlsberg, hvis Pepsi gennemfører en ny konsolidering af tappenetværket.
NOVO RAMT AF SÆNKEDE KURSMÅL EFTER CAGRISEMA-SKUFFELSE
Novo Nordisk har fået sænket sit kursmål hos både Berenberg og Jefferies.
Hos Berenberg er det sat ned til 725 kr. fra 975 kr., men anbefalingen "hold" bliver gentaget. Jefferies har sat sit Novo-kursmål ned til 515 kr. fra 575 kr. med en uændret anbefaling på "underperform".
De ændrede kursmål kommer i kølvandet af de skuffende data, som Novo præsenterede for fedmemidlet Cagrisema før jul.
Netop reducerede forventninger til topsalget for Cagrisema er baggrunden for det sænkede kursmål hos Jefferies.
Novo falder 1,7 pct. til 626,70 kr.
DEMANT FÅR SAT KURSMÅLET ENDNU HØJERE OP
Demant er godt kørende med en stigning på 0,9 pct. til 265 kr., efter at storbanken Morgan Stanley har hævet sit kursmål for høreapparataktien til 360 kr. fra 325 kr., mens den positive anbefaling "overvægt" bliver gentaget.
Modsat har Morgan Stanley skåret sit kursmål for konkurrenten GN, hvor kursmålet nu lyder på 165 kr. mod tidligere 190 kr. Her gentages den neutrale anbefaling "ligevægt".
Coloplast har desuden fået sænket kursmålet hos Nordea til 720 kr. fra 750 kr., mens anbefalingen fortsat er "sælg", fremgår det af Bloomberg News.
Coloplast falder 1,4 pct. til 777,60 kr.
Uden selskabsspecifikt nyt ligger Mærsk-aktierne i den tunge ende af eliteindekset med et fald på 2,7 pct. til 12.025 kr. for B-aktien.
Mærsk i fokus i øjeblikket med en mulig havnestrejke på den amerikanske østkyst, hvor deadline for en ny aftale udløber den 15. januar.
.\\˙ MarketWire
Mest læste lige nu
Seneste nyheder
- 1 af 1183
- næste ›