Aktier/middag: Vestas fører an i bred fremgang
Det danske aktiemarked, målt på C20 Cap-indekset, lægger onsdag an til tredje dag i træk med stigninger i et marked, hvor investorerne generelt er villige til at tage risiko på bøgerne.
Det giver fremgang til bankerne og cykliske aktier som Vestas og Carlsberg, mens defensive papirer som Novo Nordisk, Coloplast og Lundbeck udgør eliteindeksets bundskrabere. Ved middagstid ligger C20 Cap-indekset 0,9 pct. højere i 572,22.
Kalenderen bugner ellers ikke med vigtige begivenheder, regnskaber eller makroøkonomiske nøgletal, men lidt opløftende nyt fra Kina, hvor importen i marts overraskede kraftigt til den gode side, har givet anledning til optimisme. Blandt andet ligger det brede europæiske Stoxx 600-indeks til at stige 0,8 pct., og i både Frankfurt, Paris og Madrid ligger de toneangivende indeks til løft på mere end 1 pct.
- Den positive nyhedsstrøm fra Kina løftede investorernes risikoappetit. Vi ser håb blandt markedsdeltagerne på, at Kina økonomiske lokomotiv vinder styrke, siger porteføljemanager Kai Fachinger fra Robecosam til Bloomberg News. Han påpeger dog, at de seneste krisesituationer i Italien og Cypern stadig ligger i baghovedet hos investorerne.
Risikovilligheden kommer Vestas til gode, da vindmølleaktien er strøget til tops i C20 med et løft på 4,2 pct. til kurs 46,50.
Vestas topchef Ditlev Engel siger i et interview med branchemagasinet Recharge, at Australien rummer et stort potentiale for vindprojekter. Udtalelserne falder i forbindelse med åbningen af MacArthur-vindfarmen på 420 MW, den største på den sydlige halvkugle, som Vestas har leveret 140 møller til.
Bankerne blander sig også i toppen - et billede, der også går igen i Europa, hvor bankgruppen i Stoxx 600-indekset stiger 2,3 pct. Herhjemme begunstiger det især investorerne i Nordea, der stiger 3,5 pct. til 67,25 kr., mens også Danske Bank og Jyske Bank går frem med 1,5 til 2 pct. Forsikringsaktier er også eftertragtede, og både Tryg og Topdanmark har pæn fremgang.
FLSmidth startede dagen i rødt, efter at Exane BNP Paribas sænkede sin anbefaling af FLS-aktien til "underperform" fra "neutral". Hen ad dagen har risikoappetitten dog opvejet den nyhed, og aktien ligger 0,7 pct. højere i 338,30 kr.
Analytikerroserne er de seneste børsdage gået Carlsbergs og Genmabs vej. Mandag steg Carlsberg-aktien 1,2 pct., da Bank of America Merrill Lynch kom med en opløftende analyse på selskabet. Tirsdag var det japanske Nomura, der kastede sin kærlighed på ølaktien, der steg 1,2 pct. til 567 kr. og onsdag fortsætter Carlsberg opturen med en stigning på 1,7 pct. til 577 kr.
Endnu bedre er det gået Genmab, der stiger yderligere 1,8 pct. til 148,60 kr. efter en samlet gevinst på over 5 pct. ugens første to handelsdage. Danske Bank løftede tirsdag kursmålet for biotekaktien til 165 kr. fra 135 kr., og mandag hævede Nordea sit kursmål til 191 kr. fra 146 kr.
Brøndby-aktien er igen sendt i svingninger i forbindelse med den planlagte aktieemission. Tirsdag blev tegningsretterne til emissionen handlet for første gang. De sluttede i 30 øre, og er steget 10 pct. onsdag til 33 øre. Dermed kan investorerne erhverve en Brøndby-aktie til 2,33 kr., da tegningsretterne giver ret til tegning af en aktie til 2 kr.
Alligevel handles den eksisterende Brøndby-aktie onsdag morgen til 5,3 kr. Det er et fald på 12 pct. fra tirsdag, da kursen på den eksisterende aktie også var ude af trit med tegningsretterne og steg 126 pct. fra den teoretiske slutkurs mandag på 2,65 kr.
/ritzau/FINANS
Mathias Stigsgaard +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail:finans@ritzau.dk, www.ritzaufinans.dk