Aktier/tendens: Amerikansk storbank kan spænde ben for Coloplast i surt marked

Udgivet den 08-10-2024  |  kl. 08:03  |  

Der er udsigt til en negativ åbning på det danske aktiemarked tirsdag, hvor Coloplast kan komme i modvind oven på en sænket anbefaling fra amerikanske Morgan Stanley.

Hertil kommer en række mindre analysehuses justeringer af Vestas, Tryg og Svitzer. Endelig kan Ørsted og Parken fortsat tiltrække opmærksomhed efter kraftige stigninger i de to aktier mandag.

C25-indekset sluttede mandag 1,1 pct. højere i 1937,76. En sløj afslutning på Wall Street mandag aften tegner imidlertid skidt for åbningen i København.

Fredagens stærke jobrapport har fået investorerne til at sænke forventningerne til, hvor meget den amerikanske centralbank vil sænke renten, og det sendte mandag de amerikanske obligationsrenter i vejret og de fleste sektorer på aktiemarkedet i minus.

På det kinesiske fastland er investorerne til gengæld vendt tilbage fra en uges fejring af den kinesiske nationaldag med kraftige aktiestigninger, mens stemningen er negativ på flere af de øvrige børser i regionen.

COLOPLAST SÆNKET HOS MORGAN STANLEY

For Coloplast tegner åbningen også svær, efter at finanshuset Morgan Stanley har sænket sin anbefaling til "undervægt" fra ligevægt.

Samtidig fremgår det, at finanshusets kursmål for Coloplast er sat til 813 kr. Coloplast-aktien steg mandag 1,2 pct. til 872,60 kr.

Investorerne kan også skæve til tre justerede kursmål.

Det gælder Vestas, der har fået skåret 20 kr. af sit kursmål hos den tyske bank Berenberg, så det nu lyder på 180 kr. mod tidligere 200 kr. Anbefalingen er stadig "køb".

- Vestas har haft en svag udvikling i aktiekursen på det seneste, og markedet er bekymret for servicemarginalernes holdbarhed, og for om selskabet kan levere på den forventede marginforbedring.

- Det er begge gyldige bekymringer, og risikoen er fortsat høj for aktien. Vi mener dog, at meget af det negative er indregnet, og at aktien kan klare sig bedre i de kommende måneder, skriver Berenberg i analysen.

Vestas lukkede mandag 1,2 pct. højere i 142,30 kr.

Tryg har fået løftet sit kursmål til 185 kr. fra 173 kr. hos ABG Sundal Collier, der gentager anbefalingen "køb". Forsikringsaktien faldt mandag 0,8 pct. til 156,50 kr.

FORTSAT FOKUS PÅ ØRSTED

Opmærksomhed kan der også ventes om Ørsted, efter mandagens kurshop på 6 pct. til 443,40 kr., da den norske energikoncern Equinor meddelte, at den havde købt aktier op og sikret en aktiepost på 9,8 pct. i det danske selskab.

Opkøbet blev opfattet som et tegn på, at det norske energiselskab ser god finansiel værdi i Ørsted.

Der var mandag også rift om Parken, der steg 17,2 pct. til 133 kr., efter rygter om, at investorer, der omfatter en amerikanske aktør, skulle være langt i forhandlinger om at overtage selskabet. Parken har ikke ønsket at kommentere rygterne, som blev bragt af Insidebusiness.

Blandt sidepapirerne kan også Svitzer røre på sig, efter at SEB har skåret sit kursmål til 165 kr. fra 180 kr. Kursmålet er hele 37,7 pct. under mandagens slutkurs på 265, og SEB's anbefaling er da også "sælg".

.\\˙ MarketWire

Jakob Dalskov

Tags:  Danmark❯  Preview❯  Shares❯  indblik❯ 

Seneste nyheder

17:49 Europa/lukning: Danske fedmeaktier blødte og trak Europa i rødt
17:19 Fredagens obligationer: Renter faldt efter amerikanske inflationstal
17:18 Novo banket i bund efter skuffende data - aktionærerne tabte omkring 690 mia. kr.
17:06 Fredagens aktier: Øretæver til Novo Nordisk og Zealand Pharma giver solid C25-nedtur
15:46 USA/åbning: Eli Lilly vinder på Novos kollaps mens inflationsdata skærer lidt af dykket
15:17 Jeudan har milliarder klar til opkøb: "Øget optimisme kan give flere transaktioner i 2025"
15:15 Novo/Jyske Bank: Kursreaktion virker som overreaktion
14:29 USA/tendens: Eli Lilly vinder på Novos kollaps mens frygt for nedlukning varsler rød start
13:33 Korr: Udsalg af Novo-aktier presser kronen
13:24 Udsalg af Novo-aktier presser kronen
12:29 Sydbank-analytiker: Voldsomt kursfald afspejler skuffelsen over Cagrisema-data
12:25 Europa/aktier: Danske fedmeaktier bløder og trækker Europa i rødt
12:22 Novo smadres på børsen efter skuffende fedmestudie - aktien taber 770 mia. kr.
12:11 Novos styrtdyk trækker C25-indekset ned i sit fjerdestørste fald nogensinde
12:09 Gubra og Zealand Pharma trækkes med ned af negativt nyt til Novo Nordisk
12:05 Novo lever ikke op til egne forventninger i vigtigt studie - aktien mister 900 mia kr -NY2
11:56 Novo lever ikke op til egne forventninger i kursfølsomt studie - aktien mister 700 mia kr
11:48 Aktier/middag: Zealand Pharma bankes tocifret ned efter FDA-afvisning og trækker C25 ned
11:28 Obligationer/middag: Små renteudsving før inflationsnyt fra USA
10:49 Jefferies ser kurslussing til Zealand Pharma som købsmulighed