Aktier/tendens: Bankerne tager hovedrollen

Udgivet den 14-03-2013  |  kl. 08:24  |  

Torsdag bliver dagen, hvor et ekspertudvalg sætter navn på de systemisk vigtige banker i Danmark, og samtidig bliver sløret formentlig løftet for, hvad den titel medfører af ekstra krav og pligter.

Det kan dermed også få indflydelse på aktiemarkedet, hvor investorerne skal tage stilling til, om et SIFI-stempel (systemically important financial instution) er en god eller dårlig ting for kursen.

Ifølge TV 2 står Danske Bank, Nykredit, Sydbank, Jyske og Nordeas danske afdeling til at få den nye titel, men rent officielt offentliggør Erhvervs- og vækstministeriet først rapporten omkring kl. 9.

Ellers er der udsigt til en rolig morgen med stort set uændrede europæiske aktieindeks, når handelen starter kl. 9.

- Det ser forholdsvis stille ud derude, og alt tyder på en rimelig flad åbning i Europa. Der er ikke de helt store impulser eller udsigter til ændringer fra morgenstunden, siger afdelingschef Ole Kjær Jensen fra Sydbank til Ritzau Finans.

SIFI-rapporten kan derimod være interessant for bankerne, nævner Ole Kjær Jensen, som også ser Nordea i særligt fokus, da franske Société Générale har løftet kursmålet for aktien og gentaget sin positive anbefaling.

Den franske banks analytikere sætter nu et kursmål på 88 svenske kr. på aktien mod tidligere 75 skr. Det svarer til 78,80 danske kr., hvor Nordea-aktien onsdag lukkede i 69,15 kr. på børsen i København, den højeste kurs siden november 2007.

Topdanmark har også fået et højere kursmål af et analysehus, tyske Berenberg, som dog samtidig sænker anbefalingen. Tyskerne siger nu "sælg" til forsikringsaktien mod tidligere "hold", mens kursmålet er løftet til 125 kr. fra 110 kr. Topdanmark gennemførte onsdag et aktiesplit i forholdet 1:10 og fortsatte desuden den sidste tids ustoppelige kursridt til 146,50 kr. per aktie. Aktien har ikke haft en eneste dag med fald i marts og har dermed sat otte kursrekorder i forårsmåneden.

Desuden er A.P. Møller - Mærsk i tiltagende fokus op mod fredag, hvor alle større rederier har varslet store ratestigninger på containerfragt. Efter de seneste tids dyk i spotraten på ruten svarer rateløftet til 60-80 pct., hvilket med den nuværende ubalance mellem udbud og efterspørgsel har fået flere markedsdeltagere til at spå stigningerne spinkle og kortlivede chancer.

Ifølge Maersk Line selv er der dog udsigt til et løft på omkring 500 dollar per tyvefodscontainer og dermed fem sjettedele af rederiets varslede ratestigning. Mærsk B-aktien lukkede torsdag 0,5 pct. lavere i 45.760 kr.

Uden for C20 Cap-indekset leverede H+H International til morgen sin årsrapport, som viste tilbagegang i driftsindtjeningen, "skuffende" afsætning på de fleste markeder og et tab på 82,4 mio. kr. på bundlinjen. Der ses dog lidt fremgang i driftsindtjeningen i 2013, siger porebetonproducenten.

Også Zealand Pharma og Egetæpper ventes at levere regnskaber torsdag.

/ritzau/FINANS

Mathias Stigsgaard +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail:finans@ritzau.dk, www.ritzaufinans.dk


Seneste nyheder

06:32 Valuta: Nyvunden dollarstyrke fastholdes i tidlig asiatisk handel
06:32 USA/T-bond: Renter i højeste niveau i to måneder efter bomstærk jobrapport
06:32 USA/lukning: Dow Jones igen i rekord efter jobrapport - teknologi i front
06:30 Kalender med link - mandag den 7. oktober
17:56 Europa/lukning: Bilaktier i lille comeback mens danske aktier tog top og bund
17:46 Markedet skærer ned på stor amerikansk rentenedsættelse i november
17:26 Fredagens obligationer: Renter sendt op efter stærk amerikansk jobrapport
17:12 Mærsk-investorerne så milliarderne fordufte - 8 mia. kr. skåret af markedsværdi
17:07 DSV's markedsværdi steg med 20 mia. kr. på dag efter aktieudvidelse
17:02 Fredagens aktier: DSV i lykkerus på aktiesalg mens Mærsk fik klø efter afblæst strejke
16:51 Fed-chef roser jobrapport - men der er kun tale om tal for en måned
16:33 Antallet af Novos fedmemedicin Wegovy på recept i USA falder
16:03 Investorerne stod i kø for at købe nye aktier i DSV
15:41 USA/åbning: Bomstærk jobrapport skaber fest hos amerikanske investorer i grøn åbning
15:22 Danske boligejere kan se frem mod højere renter efter stabil amerikansk jobrapport
14:56 Et solidt amerikansk jobmarked får håb om stor rentesænkning til at falme
14:48 Amerikansk beskæftigelsesrapport lander markant bedre end ventet i september
14:43 USA: Aktier og renter brager op efter brølstærk jobrapport
14:14 USA/tendens: Stigende oliepriser og forventninger til jobtal giver grønne futures i USA
13:49 Torms storaktionær Okatree har solgt stor aktiepost