Fredagens obligationer: Renter sendt op efter stærk amerikansk jobrapport
Renterne blev sendt op fredag, hvor den længe ventede jobrapport fra USA viste sig at være bomstærk.
Dermed er der også langt til en amerikansk økonomi i recession, lyder det fra Frederik Engholm, der er chefstrateg i Nykredit, i en kommentar til fredagens amerikansk jobrapport, der landede lang over forventningerne.
Og det får samtidig håbet om en stor rentesænkning på rentemødet i Federal Reserve til at falme.
- Dagens jobvækst tyder altså slet ikke på, at der er grund til bekymring. Og dagens tal sætter spørgsmålstegn ved, om Federal Reserve bør tage et tilsvarende stor skridt på næste rentemøde eller kan nøjes med en mindre tilpasning i renten, skriver han i en kommentar.
Det betød også, at renterne i både USA og herhjemme blev sendt op fredag.
Renten på den ledende tiårige statsobligation endte i 2,11 pct., hvilket var 7 basispoint mere end dagen forinden. Før rapporten lå den i 2,09 pct.
Søren Kristensen, der er cheføkonom i Sydbank, påpeger, at arbejdsløsheden faldt til 4,1 pct. i september mod 4,2 pct. i august.
- Arbejdsløsheden falder, og lønningerne stiger mere end i august - og nok også lidt mere end man havde håbet på, hvis man sad i centralbanken i USA. Det får investorerne til at sende renterne mærkbart op, da en så stærk rapport ikke ligefrem skriger på flere rentenedsættelser i USA lige foreløbig.
- Ja, faktisk snarere tværtimod, skriver han i en kommentar.
Beskæftigelsen uden for landbruget voksede med 254.000 personer i september, hvilket var mere end 100.000 flere end de ventede 150.000 personer ifølge et estimat indsamlet af Bloomberg News. Samtidig er de to forrige måneder revideret noget højere, så jobvæksten har været stærkere end hidtil opgjort.
.\\˙ MarketWire
Tags: Bonds❯ Danmark❯ Market Close❯
Mest læste lige nu
Seneste nyheder
- 1 af 1186
- næste ›