Aktier/tendens: Den syvtakkede stjerne vil vise retningen
A.P. Møller - Mærsks kvartalsregnskab kan meget vel komme til at afgøre retningen på det danske aktiemarked fredag. Futures indikerer en negativ åbning i Europa, men ikke større, end at et godt regnskab fra Mærsk muligvis vil kunne redde det danske C20-indeks fra at åbne lavere.
Mærsk-regnskabet er imødeset af analytikere, der umiddelbart har svært ved at vurdere, hvordan udviklingen i lønsomheden i containerrederiet Maersk Lines har været i andet kvartal. Et underskud på 1,1 mia. kr.? Eller et overskud på 853 mio. kr.? Det er henholdsvis laveste og højeste bud på resultatudviklingen i containerrederiet Maersk Line i andet kvartal blandt analytikerne - et billede på markedets store usikkerhed om udviklingen.
Medianestimatet blandt otte analytikere er et overskud i Maersk Line på 347 mio. kr. - eller mere end 70 pct. under bundlinjen i både første kvartal af 2013 og andet kvartal af 2012 - ifølge tal indsamlet af SME Direkt for Ritzau Finans.
Den noget mere stabile olieudvinding i Maersk Oil ventes også i tydelig tilbagegang, og heller ikke her ligger analytikernes prognoser specielt tæt. Medianestimatet er på et overskud på 1616 mio. kr., et fald fra 2755 mio. kr. i samme kvartal af 2012, men buddene svinger med over en milliard: fra 896 til 1936 mio. kr.
Trods risiko for skuffelser i de enkelte divisioner i andet kvartal, ser de fleste analytikere dog fortsat mildt på udsigterne for hele 2013. Her har Mærsk-koncernen lovet et resultat på linje med 2012, når man ser bort fra de særlige poster, der løftede især oliedivisionens bundlinje. Konsensusestimatet for 2013-overskuddet ligger på 17,0 mia. kr., relativt tæt på de omkring 2,9 mia. dollar (ca. 16,3 mia. kr.), shipping- og oliegigantens ledelse selv har stillet i udsigt.
B-Aktien i A.P. Møller - Mærsk sluttede torsdag 1,4 pct. lavere i 44.760 kr. Faldet skete på en generelt negativ aktiedag, idet C20 Cap-indekset bakkede 0,7 pct. til 608,90.
Der kommer fredag tillige regnskab fra Bang & Olufsen. Analytikerne estimerer et underskud på 37 mio. kr. på bundlinjen i fjerde kvartal af 2012/13 efter en omsætning på 759 mio. kr. I samme periode året før var omsætningen 867 mio. kr. og resultatet positivt med 54,5 mio. kr. B&O steg torsdag 1,7 pct. til 58,5 kr. op til regnskabet.
Carlsberg faldt 1,1 pct. til 581,5. Bryggeriet har fået løftet sit kursmål hos den svenske storbank SEB Enskilda til 560 fra tidligere 510 kr. Anbefalingen lyder fortsat âsælgâ. Det fremgår af data fra Bloomberg News.
GN Store Nords kursmål får endvidere et lille løft hos SEB til 125 kr. fra tidligere 120 kr. efter halvårsregnskabet. Anbefalingen er fortsat âholdâ. GN-aktien steg torsdag 0,7 pct. til 122,4 kr.
Danske Bank beskyldes af tre eksperter for at underdrive sine risici, og de mener, at bankerne generelt bør styrke egenkapitalen. Det skriver Jyllands-Posten og Berlingske Business. Bankaktien endte torsdag uændret i 115 kr.
Der kommer fredag tillige regnskaber fra Columbus, Exiqon, Prime Office og Djurslands Bank.
/ritzau/FINANS
Jakob Dalskov +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail:finans@ritzau.dk, www.ritzaufinans.dk