Aktier/tendens: Genmab med lovende studiedata i C25 på rekordjagt

Udgivet den 16-09-2024  |  kl. 08:10  |  

Genmab kan løbe med opmærksomheden mandag, efter at det danske biotekselskab i weekenden har fremlagt lovende data fra et studie med en lægemiddelkandidat, Rina-S, der bruges til behandling af æggestokkræft.

Det danske C25-indeks kan fortsætte sit rekordridt på ugens første dag, efter at eliteindekset fredag slog sin hidtidige rekord fra november 2021.

C25 lukkede med et plus på 1,5 pct. til rekordniveauet 2039,66.

Og der kan være mere af samme skuffe mandag - om end i et begrænset omfang - når det danske aktiemarked åbner klokken 9. Futuren for det tyske DAX-indeks stiger 0,1 pct. mandag morgen.

Udsvingene kan dog begrænses af, at markedets tanker i høj grad kredser om afslutningen på rentemødet i den amerikanske centralbank, Federal Reserve, på onsdag. Her hælder flertallet til en rentenedsættelse på 25 basispoint, mens muligheden for en større sænkning også overvejes.

GENMAB FREMVISER LOVENDE DATA

Genmab har vist lovende resultater med lægemiddelkandidaten Rina-S til behandling af æggestokkræft.

Det fremgår af et fase 1/2-studie med midlet, som Genmab overtog i forbindelse med købet af amerikanske Profoundbio.

Dataene, der blev offentliggjort søndag, danner basis for at indlede et fase 3-studie med Rina-S, har topchef Jan van de Winkel tidligere kommunikeret.

I fase 1/2-studiet blev 42 patienter inddelt i to grupper, der fik Rina-S i doser på enten 100 eller 120 milligram. Resultaterne viser en objektiv responsrate på 18,2 pct. hos patienterne med en dosis på 100 milligram, mens de med 120 milligram havde en objektiv responsrate på 50 pct.

Genmab steg fredag 1,2 pct. til 1800 kr.

DSV I FORTSAT FOKUS

Sidste uges helt store nyhed var, at DSV var kommet i hus med opkøbet af tyske DB Schenker for 107 mia. kr. efter adskillige måneders forhandling.

Rygterne alene om, at DSV havde vundet budkrigen, sendte torsdag aktien op med 10 pct., og fredag steg den 1 pct. til 1388,50 kr., da speditøren bekræftede rygterne og kom med yderligere detaljer til pressen og analytikerne.

Hos Jyske Bank er nyheden blevet kvitteret for med et løft af kursmålet til 1650 kr. fra 1550 kr. Anbefalingen er fortsat "køb".

Også NKT kan få lidt opmærksomhed mandag, efter at investeringsbanken Carnegie har forhøjet kursmålet til 730 kr. fra 700 kr. Anbefalingen "køb" gentages.

I dagens løb venter regnskab fra malingkoncernen Flügger, der gør status for første kvartal af 2024/25. For hele det forskudte år venter selskabet en omsætning på 2200-2400 mio. kr. og et driftsoverskud, EBIT, på 75-95 mio. kr.

Flügger-aktien endte fredag uændret i 344 kr.

.\\˙ MarketWire

Morten Frederik Heltoft

Tags:  Danmark❯  Preview❯  Shares❯  indblik❯ 

Seneste nyheder

11:13 Aktier/middag: Vestas til tops på købanbefaling fra Deutsche Bank
10:18 Olieprisen falder med udsigt til øget olieproduktion under USA's kommende finansminister
10:04 Tysk erhvervstillid dykker mere end ventet
09:37 Aarsleff får løftet kursmålet efter opjustering: Danske Bank spår stærkt momentum fortsætte
09:19 Aktier/åbning: Vestas og Bavarian går til tops i positivt marked
09:17 Commerzbank sendes i hullet: Italiensk bejler har fundet et andet opkøb
08:52 Obligationer/åbning: Tiårig rente trykkes under 2 pct. - øget tro på stor rentenedsættelse
08:20 Aktier/tendens: Stigninger i sigte - hårdt prøvede Vestas får rygklap af tysk storbank
08:20 Chefanalytiker: Den europæiske gassituation begynder at ligne krisen i 2022
08:19 Chefanalytiker: Den europæiske gassituation begynder at ligne krisen i 2022
08:03 ECB's cheføkonom ser en ende på den restriktive pengepolitik i 2025
07:25 Trump udpeger Scott Bessent til finansminister: "3-3-3-politik" skal sikre fremgang
07:24 Obligationer/tendens: Politisk udnævnelse sender renterne ned
07:17 Råvarer: Olieprisen lidt ned efter hektisk uge med øgede geopolitiske spændinger
07:00 Genmab får barberet kursmålet: Jefferies afventer nyt om option på Darzalex-arvtager
06:47 Asien: Bred fremgang på nær Kina efter Trumps udnævnelse af ny finansminister
06:35 Bavarian: WHO ser fortsat mpox-udbrud som en global sundhedskrise
06:34 Vestas får dugfrisk købsanbefaling af tysk storbank
06:34 COP 29 topmøde ender med milliard-mål for klimahjælp til ulande
06:32 Valuta: Dollar svækkes fra stærkeste niveau i næsten to år mod euro