Aktier/tendens: Kursmålsregn med fokus på Mærsk i ventet sur start

Udgivet den 25-09-2023  |  kl. 08:19  |  

A.P. Møller-Mærsk kan mandag fra åbningen trække en del af opmærksomheden, efter at rederi- og logistikgiganten for anden gang på en uge har fået sænket kursmålet, der nu er under den aktuelle aktiekurs, hos den amerikanske investeringsbank JPMorgan.

Det danske aktiemarked synes mandag umiddelbart at holde fast i sidste uges trykkede stemning, efter at den amerikanske centralbank, Federal Reserve, varslede højere renter i længere tid.

Det førte fredag til et minus til C25-indekset på 0,5 pct. til 1713,59 og et fald for ugen på 1,7 pct. Det betyder samtidig, at årets stigninger i eliteindekset er tæt på udvisket.

Mismodet ser ud til at fortsætte mandag, hvis udviklingen for futuren for det tyske DAX-indeks står til troende. Indekset, der typisk afspejler bevægelserne herhjemme, står til at åbne med et fald på 0,3 pct.

Anderledes positivt ser ud i USA, hvor futures for de toneangivende indeks indikerer plusser mellem 0,2 og 0,3 pct. Den ventede fremgang følger dog fald på 0,1-0,3 pct. fredag.

Federal Reserves rentemøde satte onsdag aften dagsordenen for resten af ugen, da centralbanken efter en fastholdelse af renten på 5,25-5,50 pct. indikerede, at et renteløft yderligere kan være på vej, og at det høje niveau vil blive fastholdt i længere tid end hidtil ventet.

NYE KURSMÅL

Der er mandag morgen analysenyt om flere af de danske aktier. For de flestes vedkommende har det ført til højere kursmål - dog ikke for Mærsk, der har fået skåret sit til under lukkekursen af amerikanske JPMorgan.

Det nye kursmål lyder nu på 12.400 kr. mod tidligere 13.000 kr. Anbefalingen er uændret "neutral", efter at den tidligere i sidste uge blev sænket fra "overvægt". Det er således anden gang på en uge, at JPMorgan skruer ned for kursmålet for Mærsk.

Kursmålet ligger over 200 kr. under lukkekursen fredag, hvor B-aktien faldt 1,9 pct. til 12.620 kr.

Heller ikke Genmab går fri. Selskabet har ifølge Reuters fået sænket kursmålet til 2897 kr. fra 3022 kr. af Jefferies. Anbefalingen fremgår ikke af opdateringen, men ifølge Bloomberg News var den senest "hold".

Aktien lukkede fredag 0,9 pct. lavere i 2529 kr.

Omvendt har Demant fået hævet kursmålet til 360 kr. fra 305 kr. hos norske ABG Sundal Collier, der gentager anbefalingen "køb".

Fredag faldt aktien i Demant 3,8 pct. til 289,60 kr., efter at Jyske Bank sænkede anbefalingen til "sælg" fra "hold".

Også FLSmidth har fået hævet sit kursmål, der nu lyder på 295 kr. mod tidligere 280 kr. hos Goldman Sachs.

Anbefalingen ændres der ikke på. Den lyder på "sælg".

Fredag faldt FLS-aktien 1,1 pct. til 316,60 kr.

Uden for C25 er der også kursmålsnyt til Zealand Pharma, der har fået hævet sit kursmål med 9 pct. hos Morgan Stanley.

Kursmålet lyder nu på 295 kr. fra 270 kr., mens anbefalingen "ligevægt" gentages.

Fredag steg aktien i Zealand Pharma med 2,8 pct. til 310,20 kr. på børsen i København.

SEJR TIL FCK OG SIF

FC København sikrede sig søndag tre point i Superligaen efter en sejr på 3-2 mod Brøndby IF.

Københavnerklubbens ejer, Parken, faldt fredag 1,9 pct. til 102,50 kr. Samme dag steg Brøndby IF 2,4 pct. til 0,60 kr.

SIF tog i weekenden sejren over Viborg 2-0, mens AGF spillede uafgjort mod Lyngby.

Silkeborg IF steg fredag 4,8 pct. til 21,80 kr., og AGF-aktien lukkede 3,3 pct. højere i 0,63 kr.

.\\˙ MarketWire

Morten Frederik Heltoft

Tags:  Danmark❯  Preview❯  Shares❯  indblik❯ 

Seneste nyheder

15:16 Bavarian har startet løbende registreringsansøgning i USA for nyt vaccinehåb
15:11 Valuta: Yen styrket mod dollar med mistanke om intervention
14:49 Analytiker overrasket over "krævende" estimater for Vestas' indtjening og ordrer
14:44 USA/tendens: Tesla har udsigt til solid medvind på endnu en grøn dag
14:16 Godt inflationsnyt syd for grænsen: Tyske forbrugerpriser stiger mindre end ventet
14:07 Analytikere inden Carlsberg-regnskab: Opjustering kan være på tapetet senere i år
14:04 Godt inflationsnyt syd for grænsen: Tyske forbrugerpriser stiger mindre end ventet
13:53 Europa/aktier: Philips i voldsom stigning efter forlig
11:42 Obligationer/middag: Renten fortsætter ned med fokus på inflationstal
11:24 Aktier/middag: Forårstemningen fortsætter med Demant i topform
11:13 ECB's Wunsch opfordrer til varsomhed med rentekommunikationen
10:37 Svensk økonomi sidder fortsat fast i recession - fjerde kvartal i træk med negativt BNP
10:13 Boozt får købsanbefaling hos europæisk børshus efter regnskab
09:31 Philips-aktier banker op efter amerikansk milliardforlig om søvnapnømaskiner
09:09 Aktier/åbning: Mærsk trækker C25-indekset i grønt på ny efter løftet anbefaling
08:55 GHS' underskud voksede i første kvartal trods stigende omsætning
08:53 Obligationer/åbning: Renterne falder en smule fra start i positivt marked
08:34 Kriseramte Atos frasælger dele af forretningen til den franske stat
08:25 Aktier/tendens: Mærsk igen i fokus før ny positiv start
08:00 Sundhedsudgifterne faldt med 2 pct i 2023