Aktier/tendens: Lille fremgang i vente efter udenlandsk forbillede

Udgivet den 14-02-2020  |  kl. 08:33  |  

Der er udsigt til mindre stigninger på det danske aktiemarked fredag, hvor både de asiatiske aktiemarkeder og de amerikanske futures indikerer en underliggende positiv tendens.

I Wall Street lukkede det brede S&P 500 indeks med et lille fald, men slutniveauet var på linje med indeksværdien, da det danske aktiemarked lukkede torsdag.

Siden er de amerikanske aktiefutures steget op mod 0,2 pct., og også den tyske DAX-future ligger med en stigning i samme størrelsesorden fredag morgen.

Dagens handel ventes at være afventende, idet de vigtige amerikanske detailhandelstal kan sætte retningen senere på dagen.

Torsdag lukkede C25-indekset med et fald på 0,2 pct. i 1345,14.

SMÅT MED NYHEDER

Det er yderst småt med specifikke nyheder for de danske selskaber.

Transportkoncernen DSV Panalpina har fået løftet kursmål fra flere sider. Det schweiziske finanshus Credit Suisse øger målet til til 904 kr. fra 722 kr., og den amerikanske investeringsbank Morgan Stanley har løftet kursmålet for transportaktien til 826 kr. fra 820 kr.

DSV Panalpina steg torsdag 0,3 pct. til slutkursen 772,20 kr.

Vindmøllegiganten Vestas har også fået et løft af kursmålet. Her er det spanske finanshus Santander, der sætter værdien til 780 kr. mod hidtil 740 kr. Samtidig gentages anbefalingen "hold".

Vestas lukkede torsdag i 692,40 kr. efter et drop på 1,3 pct.

Rederiet D/S Norden kunne torsdag se markant pres på en del af de USA-noterede tørlastaktier. Scorpio Bulkers faldt 11,3 pct., og Eagle Bulk Shipping faldt med 13,5 pct. Bevægelsen kom dog efter pæne stigninger både tirsdag og onsdag.

D/S Norden faldt torsdag 2,3 pct. til 90,30 kr.

Danmarks suverænt mest værdifulde børsnoterede selskab, Novo Nordisk, vil spidse ører, når den franske ærkekonkurrent Sanofi skal forsvare sig i retten i USA.

Koncernen beskyldes for unfair konkurrence i forsøget på at forhindre kopiprodukter af den mangeårige diabetes-topsællert Lantus. Den amerikanske appeldomstol skal tage stilling til, om patentet på Sanofis storsælgende diabetesmiddel rent faktisk udløb i 2014, hvorfor Sanofi fra 2015 måtte imødese generisk konkurrence.

Novo Nordisks lukkede torsdag med et tab på 0,4 pct. i 431,70 kr.

Investorerne i Ørsted kan skæve mod regnskabet fra EDF, der offentliggøres fredag.

Ørsted-aktien steg torsdag 0,3 pct. til slutniveauet 727,60 kr.

Også Chr. Hansens investorer kan skimte brancheudvikling, når Sensient Technologies lægger regnskabsdata frem før børsåbning.

Chr. Hansen endte torsdag i 525 kr. efter en stigning på 1,4 pct.

/ritzau/FINANS

Flemming Kruhøffer

Tags:  Danmark❯  Preview❯  Shares❯  indblik❯ 

Relaterede nyheder