Aktier/tendens: Lundbeck i fokus med stort opkøb inden rød start

Udgivet den 16-09-2019  |  kl. 08:24  |  

Lundbeck har taget den helt store pengepung frem, da medicinalselskabet vil købe amerikanske Alder Biopharmaceuticals i en handel, der er værdisat op til 1,95 mia. dollar - eller omkring 13 mia. kr.

Også Demant og GN kan få opmærksomhed, da de to høreapparatskoncer har fået nyt fra USA, der ikke just er opløftende.

For mens schweiziske Sonova vandt markedsandele hos den offentlige amerikanske salgskanal Veterans Affairs (VA), der tilpasser høreapparater til militærveteraner, så faldt de to danske koncerner tilbage.

Samlet ventes det danske aktiemarked at starte i rødt, da futures for det tyske DAX-indeks og de ledende amerikanske falder med 0,5-0,9 pct. C25-indekset faldt fredag 0,1 pct. til 1147,9.

Lundbeck tager det meste af rampelyset med sit køb. Selskabet overtager i forbindelse med opkøbet lægemiddelkandidaten Eptinezumab, som er en intravenøs infusionsterapi til forebyggelse af migræne.

De amerikanske sundhedsmyndigheder, FDA, kommer med en tilbagemelding omkring midlets eventuelle markedsføringsgodkendelse i februar 2020.

Lundbeck fremsætter som en del af aftalen et købstilbud til alle Alder Biopharmaceuticals' aktionærer på 18 dollar per aktie, og samtidig tilbydes aktionærerne et ikke-omsætteligt værdipapir på 2 dollar per aktie. De 18 dollar per aktie svarer til en præmie på lige knap 79 pct. i forhold til lukkekursen på 10,06 dollar fredag.

Bestyrelsen hos Alder har enstemmigt godkendt handlen og vil nu anbefale aktionærerne at takke ja til tilbuddet fra Lundbeck. Det danske selskab vil finansiere handlen gennem eksisterende likviditet samt banklån, fremgår det.

Købet forventes at udvande både driftsresultatet (EBIT) og de frie pengestrømme i 2019, men handlen vil ikke påvirke udbyttepolitikken, fastslår Lundbeck og oplyser, at transaktionen ventes afsluttet i løbet af fjerde kvartal, hvis alle betingelser overholdes.

Lundbeck-aktien sluttede fredag 2,3 pct. lavere i 236,50 kr.

FALDENDE MARKEDSANDELE HOS VA

Demant og GN's markedsandele skrumpede hos den amerikanske salgskanal VA i august, mens Sonova øgede sin markedsandel - målt på værdi (andelen af det samlede salg) - til 43,7 pct. fra 42,4 pct. måneden før.

Demant og GN Hearing faldt begge til henholdsvis til 16,7 pct. i august fra 17,3 pct. måneden før og 18,4 pct. fra 18,5 pct.

Demant-aktien faldt 1,3 pct. til 202 kr. fredag, mens GN steg 2,6 pct. til 285,40 kr.

Flere finanshuse har set lidt nærmere på en række danske selskaber siden sidst.

Genmab, der faldt med 0,7 pct. til 1365,50 kr. fredag, har fået løftet kursmålet til 1719 kr. fra 1529 kr. hos finanshuset Guggenheim Securities. Anbefalingen fastholdes samtidig i positivt terræn på "køb".

Ørsted er blevet sænket til "hold" fra "køb" af den britiske storbank HSBC. Kursmålet på 680 kr. fastholdes dog.

Ørsted-aktien har klaret sig flot i løbet af 2019, hvor den samlet er steget med næsten 50 pct. Fredag sluttede den dog 1,5 pct. lavere i 646,60 kr.

DRONER OG OLIE I OVERSKRIFTERNE

Weekendens droneangreb på olieraffinaderier i kan give fokus til henholdsvis A.P. Møller-Mærsk og Maersk Drilling.

Mærsks B-aktie steg fredag 4,2 pct. til 7770 kr. og blev topscorer i C25, hvilket kunne hænge sammen med, at der i løbet af dagen kom formildende toner om handelskonflikten mellem USA og Kina.

Til gengæld skaber weekendens droneangreb på olieanlæg i Saudi-Arabien usikkerhed.

Maersk Drilling, der steg med 0,7 pct. til 400 kr. i fredagens handel, kan få opmærksomhed, da olieprisen er steget omkring 10 pct. oven på droneangrebet, der ramte flere steder og midlertidigt har reduceret produktionen med 5,7 mio. tønder råolie om dagen.

Det oplyste det saudiske olieselskab Saudi Aramco søndag. Det svarer til over halvdelen af landets olieproduktion og næsten 6 pct. af verdens daglige olieforsyning.

/ritzau/FINANS

Charlotte Mackeprang

Tags:  Danmark❯  Preview❯  Shares❯  indblik❯ 

Relaterede nyheder