Aktier/tendens: Mærsk og Bavarian i fokus i ventet rød handelsstart
![Arkiv: Foto Arkiv: Foto](https://npinvestor.dk/sites/npinvestor.dk/files/styles/np_news_600x400/public/2034.jpg?itok=g6P6ka9H)
Mærsk får ugentlige ratetal fra det kinesiske, og Bavarian får - måske - vaccinenyt fra USA.
Genmab vil helt automatisk være i fokus efter en flot præstation torsdag efter bestået regnskab og prognose samt melding om aktietilbagekøb.
Samlet kan det dog blive en smule op ad bakke for eliteindekset, C25, efter den amerikanske præsident, Donald Trump, torsdag aften satte ord på sin gengældelsestold, der bliver noget med øje for øje og tand for tand ud fra et princip om, at udenlandske varer skal pålægges lige så meget told, som amerikanske varer bliver mødt med.
Årsagen er, at handelsbalancen over for flere lande er skæv på den måde, at amerikanerne køber lang flere varer i de pågældende lande, end der ryger amerikanske varer den anden vej. Arbejdet med de endelige toldsatser skulle ifølge Reuters være klar 1. april.
Og markederne har lidt svært ved at finde fælles fodslag fredag morgen, hvor Wall Street indikeres til at starte dagen ud med i plus, mens den tyske DAX-future falder 0,5 pct.
Samlet blev det til et plus torsdag på 0,4 pct. til 1789,22 for det danske eliteindeks, der dog havde svært ved at følge stigninger på op til 2 pct. for DAX-indekset i resten af Europa, da sværvægterne Novo Nordisk og A.P. Møller-Mærsk samtidig trak ned. For en uge siden gik indekset på weekend i 1790,43.
MEDICINALAKTIERNE I FOKUS
Der ventes fortsat fokus til Genmab, efter et glimrende regnskab, prognose og aktietilbagekøb sent onsdag som aktien helt til tops i C25-indekset med et plus på 8,5 pct. til 1490 kr.
Der hersker dog stadig usikkerhed om, hvorvidt Genmabs partner Johnson & Johnson vil gøre brug af den option på lægemiddelkandidaten Hexabody-CD38, der kan blive en mulig arvtager for guldægget Darzalex.
Novo kan også tage endnu en tur i manegen. Kursen er faldet fem handelsdage i træk til 566 kr. efter et fald på 3,4 pct. torsdag. Set hen over ugen er Novo da også den mest sønderslåede aktie, der i de første fire dage samlet er faldet med 10 pct. - det største fald i indekset i uge syv.
- Investorer er her og nu nervøse for hvad Donald Trump kan finde på, og vurderet efter kursudviklingen, er det svært at komme til anden konklusion end at investorerne sover med skoene på i "high alert", lyder det fra Per Hansen, der er investeringsøkonom i Nordnet.
Og så kan vaccineselskabet Bavarian Nordic tage fokus. Ikke fordi influenzasmitten spidser til i disse dage - men fordi den amerikanske lægemiddelstyrelse, FDA, ventes at træffe beslutning om en eventuel markedsføringstilladelse til vaccine mod chikungunyavirus i det amerikanske.
Bavarian steg 1,5 pct. torsdag til 172,90 kr.
RATETAL TIL MÆRSK
Mærsk har fået sat kursmålet op af Barclays til 9600 kr. fra 9275 kr. Anbefalingen er fortsat "undervægt". Selv om potentialet nu ser lidt bedre ud i analytiker Marco Limites øjne, så ligger det mere end 18 pct. under den aktuelle kurs.
En Mærsk B-aktie lukkede nemlig torsdag i 11.780 kr. efter et fald på 2,4 pct.
Der kommer mere nyt til Mærsk fredag. De ugentlige tal for spotpriserne for containerfragt fra Shanghai til en række destinationer SCFI lander efter fire uger i træk med fald på henholdsvis 7,3 pct., 4,0 pct., 7,0 pct. og 8,6 pct. fra den seneste top i 2505,17 i ugen frem til 3. januar.
Og så er der analysenyt til Rockwool, der har fået sat kursmålet ned til 2760 kr. fra 2810 kr. af JPMorgan, der gentager sin neutrale anbefaling.
Aktien steg 3,5 pct. torsdag til 2810 kr.
.\\˙ MarketWire