USA/T-bond: Renterne slog kontra efter toldmeldinger fra Trump uden fastsat dato
De amerikanske statsrenter faldt kraftigt tilbage i torsdagens handel, efter at de omfattende planer om gengældelsestold mod en række handelspartnere fra USA's præsident, Donald Trump, endte lidt uforløst, fordi der endnu ikke er sat en startdato på.
Faktisk var meldingen fra Det Hvide Hus, at arbejdet med at fastlægge de endelige rammer for tolden, der ventes at være rettet mod både EU, Indien, Sydkorea og Japan - samt formentlig flere andre steder - vil tage ugevis at færdiggøre.
Det svækkede den amerikanske dollar og sendte renterne ned. For den toneangivende tiårige T-bond endte renten med et fald på 9 basispoint til 4,53 pct. Den toårige rente faldt med 4 basispoint til 4,31 pct.
Fredag morgen er renten på de to løbetider henholdsvis 4,53 pct. og 4,30 pct. på markedet i Tokyo.
Ifølge Donald Trump er den internationale handel i dag sat uretfærdigt op for USA, og derfor vil der blive svaret konsekvent igen med toldsatser over for en række handelspartnere.
Men hos Sydbank vurderer cheføkonom Søren Kristensen, at den omfattende handelskrig, som Donald Trump er ved at starte, meget vel kan ramme de amerikanske forbrugere endnu hårdere end de europæiske. Og det kan måske få præsidenten til at holde lidt igen.
- Trump sender igen en bredside afsted mod andre lande og truer med told. Igen bliver EU og dermed også Danmark fremhævet. Det kan få store konsekvenser. I den grad også for amerikanerne selv og netop derfor bliver det måske ikke så slemt endda, skriver Søren Kristensen i en kommentar til meldinger fra Det Hvide Hus torsdag.
Med rentefaldene blev endnu et umiddelbart inflationært signal fra den amerikanske økonomi dermed også skubbet lidt i baggrunden på obligationsmarkedet.
Et nøgletal viste nemlig inden åbningen, at producentpriserne i USA steg mere end ventet i januar, efter at de officielle inflationsdata onsdag også overraskende for økonomerne viste tiltagende priser.
.\\˙ MarketWire
Tags: Bonds❯ Market Close❯ USA❯
Mest læste lige nu
Seneste nyheder
- 1 af 1177
- næste ›