Aktier/tendens: Netcompany ser makroøkonomisk modvind i 2023

Udgivet den 25-01-2023  |  kl. 08:20  |  

Netcompany har onsdag som det første C25-selskab i regnskabssæsonen offentliggjort regnskab for fjerde kvartal af 2022.

Mens resultaterne for det forgangne år alt i alt landede nogenlunde inden for analytikernes skive, tynger sorte makroøkonomiske skyer vækstudsigterne i 2023.

Regnskabet er fremlagt forud for dansk børsåbning. Her kunne det tyde på fald i C25-indekset fra start, når handlen indledes klokken 9, hvis udviklingen på futuresmarkedet står til troende.

Futuren for det tyske DAX-indeks peger ned med 0,2 pct. knap en time før handelsstart, og i USA indikeres fald på 0,2-0,6 pct., når handlen i New York indledes senere i eftermiddag.

Tirsdag bakkede C25-indekset 0,5 pct. til 1720,54.

NETCOMPANY SER MODVIND I 2023

It-selskabet Netcompany er før børsåbning kommet med regnskab for sit fjerde kvartal af 2022 og har i samme forbindelse fremlagt forventninger til det nye regnskabsår.

Både omsætning og den justerede driftsindtjening før af- og nedskrivninger, EBITDA, var i fjerde kvartal højere end ventet, mens den justerede EBITDA-margin var en my lavere end konsensus blandt analytikerne.

For hele året flugter regnskabet nogenlunde med analytikernes estimater.

Men Netcompany ser modvind i det nye regnskabsår som følge af fortsat makroøkonomiske udfordringer. It-selskabet venter en omsætningsvækst på 8-12 pct. og en justeret EBITDA-margin på 15-18 pct.

Til sammenligning voksede selskabets toplinje over 52 pct. i 2022, og den justerede EBITDA-margin landede på 20,0 pct.

Selskabet foreslår desuden intet udbytte for det forgangne regnskabsår, og i 2023 er der hverken planer om udbytte eller aktietilbagekøb.

Aktien i Netcompany faldt tirsdag 1,2 pct. til 317,60 kr.

KONKURRENTNYT TIL TRYG

Forsikringsselskabet Tryg, der fremlægger sit årsregnskab torsdag, kan onsdag rette blikket mod nord, hvor den norske branchefælle Gjensidige har offentliggjort udviklingen i fjerde kvartal.

Regnskabet var til den svage side med et overskud før skat på 1,69 mia. norske kr., hvor der ifølge estimater indsamlet af TDN Direkt var ventet 1,91 mia. norske kr.

Forsikringsresultatet landede på 1,17 mia. norske kr. - ligeledes under analytikernes forventninger - mens combined ratio steg til 85,6 mod 82 i samme kvartal af 2021. Her var ventet 82,8.

Tirsdag steg Tryg 0,1 pct. til 162,55 kr.

GN OG DEMANT TIL REVISION HOS JEFFERIES

Jefferies har regnet på C25-indeksets høreapparatproducenter, GN og Demant, og det har kastet to anbefalingsændringer af sig.

GN har fået hævet anbefalingen til "hold" fra "underperform" og i samme ombæring har løftet kursmålet til 170 kr. fra 115 kr., Omvendt har Demant fået sænket sin anbefaling til "hold" fra "køb". Her er kursmålet skåret til 205 kr. fra 285 kr.

GN har desuden fået sænket kursmålet til 190 kr. fra 200 kr. af BNP Paribas og til 230 kr. fra 246 kr. af Oddo BHF. Anbefalingen er "outperform" hos begge børshuse.

GN-aktien steg tirsdag 1,1 pct. til 172,50 kr., mens Demant tabte 0,4 pct. til 197 kr.

Novo Nordisk har fået hævet kursmålet til 1075 kr. fra 885 kr. af finanshuset Barclays, der gentager anbefalingen overvægt. Også ABG Sundal Collier har løftet kursmålet, der nu lyder på 1050 kr. fra 950 kr. Anbefalingen er "køb".

Tirsdag faldt aktien 0,9 pct. til 957,20 kr.

Også SAS og Green Hydrogen Systems har været til revision siden tirsdag.

SAS får lagt 81,8 pct. til kursmålet hos HSBC, der nu lyder på 0,20 kr. Anbefalingen er uændret "reducer".

Aktien faldt tirsdag 2,1 pct. til 0,31 kr.

Og så har Green Hydrogen Systems fået sænket anbefalingen til "sælg" fra "hold" hos Carnegie, der dog har lagt lidt til kursmålet, som nu lyder på 26 kr. fra tidligere 17 kr.

Den sænkede anbefaling følger foreløbige tal for selskabets fjerde kvartal og en prognose for 2023, hvori det også fremgik, at selskabet vil søge en kapitalrejsning i første halvdel af året.

Aktien bakkede 16,9 pct. til 33 kr. tirsdag.

.\\˙ MarketWire

Morten Frederik Heltoft

Tags:  Danmark❯  Preview❯  Shares❯  indblik❯ 

Seneste nyheder

17:55 Europa/lukning: Holdt plusset intakt trods renteløft efter ventede inflationstal
17:30 Olieprisen ramt af skuffende detaljer om Opecs produktionsnedskæring
17:08 Torsdagens aktier: Vestas i vælten i positivt C25
17:02 Torsdagens obligationer: Rentestigninger trods aftagende inflation
16:15 NKT-konkurrent ser energiudviklere ramt af potentielt stort hop i kobberprisen
15:53 USA/åbning: Fortsat vægelsindet udvikling efter ventet fald i inflation
14:57 Valuta: Dollar holder skansen fortsat aftagende inflation
14:46 Mindre renteløft og dollarstyrkelse efter amerikanske nøgletal
13:59 Abbvie udvider kræftporteføljen med opkøb af Immunogen for 10,1 mia. dollar
13:49 USA/tendens: Positive forventninger til eftermiddagens inflationstal løfter stemningen
13:38 Abbvie udvider kræftporteføljen med opkøb af Immunogen for 10,1 mia. dollar
13:02 Europa/aktier: Afventer USA-tal og sigter mod højeste niveat i mere end to måneder
12:45 RTX bekræfter stærkt årsregnskab - ser faldende efterspørgsel til næste år
12:12 Obligationer/middag: Lille renteplus trods positive inflationsdata
11:54 MT Højgaard får ny topchef - henter tidligere direktør for NCC og Huscompagniet
11:48 Aktier/middag: Vestas topper stilfærdigt stigende eliteindeks
11:32 Gaspriserne vender og stiger efter kolde dage - men lagrene er godt fyldte
11:31 En lavere inflation end ventet i eurozonen er "hammer positivt" mener cheføkonom
11:00 Vestas skærer 200 stillinger fra i Ringkjøbing - øger aktiviteter i Lindø og Nakskov
10:20 Dr Martens styrtdykker efter nedjustering