Aktier/tendens: Novo åbner op for posen

Udgivet den 03-12-2013  |  kl. 08:24  |  

Efter et hattrick af lukkerekorder for C20 Cap-indekset ventes de danske eliteaktier at starte med kursfald tirsdag. Investorerne lader til at tage en lille pause tirsdag, og inden børsåbning indikeres alle de toneangivende europæiske indeks at åbne med fald på op mod 0,4 pct.

Novo Nordisk er i fokus qua sin kapitalmarkedsdag for analytikere, investorer og pressen i Hillerød. Allerede fra morgenstunden har medicinalselskabet fremlagt sine hovedpunkter for dagen. De tæller blandt andre en gennemgang af koncernens strategi samt en oversigt over de vigtigste forsknings- og udviklingsprojekter på diabetesområdet.

Natten over har Novo desuden præsenteret data for det nye insulinmix Ryzodeg, der ifølge et nyt studie giver bedre blodsukkerkontrol og færre tilfælde af hypoglykæmi, pludseligt faldt i blodsukkeret, end forgængerproduktet. Novo B-aktien lukkede mandag i 982,50 kr.

Det andet store, børsnoterede danske medicinalselskab, Lundbeck, er også i fortsat fokus efter en kapitalmarkedsdag mandag eftermiddag. Her fortalte direktør Ulf Wiinberg, at selskabet går en travlt tid i møde med mange forskellige potentielle storsællerter.

- Med den produktplatform, vi har til rådighed, viser vi jer vores vækstpotentiale. Vi vil selvfølgelig ikke lykkes med hvert eneste produkt, men vi har det allerede bedre med vores udsigter, end vi havde for 12 måneder siden, siger Ulf Wiinberg.

Lundbeck-aktien sluttede stort set uændret mandag i kurs 120,10. Tirsdag har aktien til gengæld fået en højere anbefaling fra Nordea, der nu siger "hold" mod tidligere "sælg" ifølge data fra Bloomberg.

Carlsberg holder også kapitalmarkedsdag tirsdag, hvor pressen til gengæld ikke er inviteret med. Dagen foregår i Schweiz og går ud på at give analytikerne bedre indblik i Carlsbergs store standardiseringsprogram, der indføres i Vesteuropa over de kommende år.

DFDS får forseglet sin skæbne på Den Engelske Kanal onsdag, hvor de engelske konkurrencemyndigheder offentliggør sin afgørelse i sagen om Eurotunnels køb af tre færger fra konkursramte Seafrance. Det danske rederi har klaget over, at Eurotunnel blev for stor en spiller på kanalen efter købet af færgerne, og det gav briterne i første omgang DFDS ret i, inden franskmændene appellerede afgørelsen.

Eurotunnel købte færgerne i 2012 fra konkursramte Seafrance og oprettede et nyt færgeselskab på ruten Dover-Calais under navnet Myferrylink. Siden har DFDS døjet med røde tal på ruten.

- Det er meget afgørende for det område af vores forretning. Der er en helt uholdbar konkurrencemæssig situation på Kanalen. Der er betydelig mere kapacitet indsat nu end tidligere - også da SeaFrance opererede - og det er helt uholdbart. Det skal vi have afklaret, og så skal vi have normaliseret situationen, således at operatørerne også kan tjene penge og dermed også investere fremover, sagde DFDS-chef Niels Smedegaard til Ritzau Finans i november.

Smartguy har besluttet at trække sig fra planerne om at købe den svenske online-skoforhandler Brandos. Ifølge en kortfattet meddelelse fra Smartguy blev betingelserne i købstilbuddet fra sidste uge ikke overholdt.

FLSmidth kan se endnu en råvaregigant skrue ned for investeringerne. Det britisk-australske mineselskab Rio Tinto, der er verdens næststørste minevirksomhed, venter i 2015 have sænket sine investeringer til omkring 8 mia. dollar. Det svarer til under halvdelen af, hvad selskabet investerede sidste år.

- Som jeg ser det, fortsætter vi med at se skrøbelighed og omskiftelighed i markedet, lyder det fra Rio Tintos administrerende direktør, Sam Walsh, ifølge Bloomberg News.

Mandag oplyste en af minesektorens helt store spillere, Vale, at selskabet for tredje år i træk vil mindske sine investeringer i 2014 til det laveste niveau siden 2010. FLS-aktien faldt på dagen 1,3 pct. til 283,30 kr.

/ritzau/FINANS

Mathias Stigsgaard +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail: finans@ritzau.dk , www.ritzaufinans.dk


Seneste nyheder

11:24 Investeringsplatform i voldsom stigning i værdi og kundetilvækst
11:21 Demant sænkes hos amerikansk børshus: Stigende konkurrence og svag start på 2025 bag negativ anbefaling
10:10 Nasdaq vil ære ofre for svensk skoleskyderi
10:08 Netcompanys dækning hos Danske Bank suspenderes under køb af SDC
09:36 Von der Leyen vil svare igen på Trumps told på stål og aluminium
09:35 Novo Nordisk ramt af usikkerhed: Meget er uvist om Trumps toldtrussel siger Sydbank
09:23 Carlsberg får løftet kursmålet til 800 kr. fra 750 kr. hos Kepler
09:21 Aktier/åbning: Novonesis i behersket fremgang efter opkøb i stille C25-åbning
08:53 Genmabs anbefaling hæves til "neutral", med kursmålel sænkes hos BNP Paribas
08:43 Obligationer/åbning: Rentehop fra start inden Fed-chef kommer i skudlinjen
08:34 Firstfarms modtager købsbud fra Heartland-selskab med henblik på afnotering
08:26 Aktier/tendens: Novonesis i fokus med opkøb inden ventet rød åbning
08:12 Finsk Unibrew-rival leverede tocifret vækst i strategiår
08:01 Gucci-ejers salg svandt kraftigt ind i fjerde kvartal
07:45 ECB's Kazaks: Forhandlinger mellem EU og USA kan afbøde toldkrig
07:16 Novonesis køber schweizisk partner ud af enzymsamarbejde for 11 mia. kr.
07:13 Råvarer: Svag russisk olieproduktion udbygger mandagens prisstigning
07:09 Obligationer/tendens: Små rentestigninger i vente inden Fed-chef kommer i skudlinjen
06:48 Asien: Told og pengepolitisk redegørelse dominerer i japansk fravær
06:35 Trump overvejer told på lægemidler og biler