Aktier/tendens: Novo Nordisk kan blive tungen på vægtskålen efter stærkt regnskab

Udgivet den 31-01-2024  |  kl. 08:24  |  
Arkiv: Foto

Novo Nordisk har onsdag morgen leveret sit regnskab for fjerde kvartal, der i både top og bund landede over forventningerne i markedet. Fremdriften er i særdeleshed drevet af salget af storsællerterne Wegovy og Ozempic.

Uden for C25-indekset kan Ringkjøbing Landbobank måske vriste en smule af opmærksomheden fra Novo, da også banken har fremlagt sin årsafslutning for 2023 og lovet en væsentligt større udlodning til aktionærerne.

Regnskaberne er landet i et forventeligt negativt marked. I Tyskland peger futuren for det tyske DAX-indeks ned med 0,2 pct., og i USA er der udsigt til fald på mellem 0,0 og 0,8 pct., når markedet åbner klokken 15.30.

Det danske C25-indeks gik tirsdag tilbage med 0,1 pct. til 1842,91.

NOVO SUSER FORBI FORVENTNINGERNE

Novo Nordisk leverede i fjerde kvartal af 2023 et salg og et overskud, der oversteg analytikernes forventninger.

Her gjorde særligt salget af diabetesmidlet Ozempic forventningerne til skamme med et salg på 30,1 mia. kr. mod ventet 26,4 mia. kr. hos analytikerne. Efterspørgslen på midlet er nu så stor, at produktionskapaciteten ikke kan følge med.

I år venter Novo at investere cirka 45 mia. kr. i blandt andet nye fabrikker og mere kapacitet.

Også fedmemidlet Wegovy viste stor vækst i kvartalet, om end salget for 9614 mio. kr. haltede efter forventningerne, der lød på 11.229 mio. kr. Året før indbragte salget af Wegovy 5488 mio. kr.

Novo Nordisk omsatte i fjerde kvartal for 65.863 mio. kr. mod ventet 63.352 mio. kr. Driftsoverskuddet, EBIT, landede på 26.766 mio. kr., hvor der var ventet 25.598 mio. kr. På bundlinjen stod 21.963 mio. kr. Her var ventet 20.839 mio. kr.

I det nye år venter medicinalgiganten en salgsvækst i lokal valuta på 18-26 pct. og en EBIT-vækst på 21-29 pct. Salgsvæksten i kr. ses på 17-25 pct., og EBIT-væksten ventes i kr. at vokse 19-27 pct.

Prognosen til det nye år bør falde i god jord hos investorerne, siger Sydbanks senioranalytiker Søren Løntoft Hansen.

Han vurderer videre, at aktien bør præstere over det generelle marked onsdag efter regnskabet.

Novo steg tirsdag 0,3 pct. til 748,20 kr.

RINGKJØBING LANDBOBANK ØGER UDLODNINGEN

Ringkjøbing Landbobank havde stor vækst i overskuddet i 2023, hvor bundlinjen efter skat voksede med 44 pct. til 2155 mio. kr.

Fremgangen er særligt drevet af de høje renter, der har skæppet i Landbobankens kasse.

Nettorenterne udgjorde for året 2612 mio. kr. mod 1677 mio. kr. året før.

I det nye år spår banken et overskud efter skat på 1,8-2,2 mia. kr., som den også meldte ud 17. januar.

Dertil har Ringkjøbing Landbobank sat turbo på udlodningen til aktionærerne. Dels gennem et aktietilbagekøb på nu 1525 mio. kr. og et udbytte per aktie på 10 kr. fra tidligere 7 kr. Udlodningsprocenten er således hævet til 84 fra 65.

Tirsdag steg bankaktien 1,7 pct. til 1080 kr.

LØFTEDE KURSMÅL TIL AMBU EFTER REGNSKAB

Ambu har trods en veloverstået start på sit forskudte regnskabsår 2023/24 fået sænket anbefalingen hos Nordea, mens kursmålet er blevet løftet andetsteds.

Anbefalingen hos Nordea lyder nu på "hold" fra "køb". Den nordiske bank har ikke kursmål for aktier med holdanbefalinger, men tidligere lød det på 120 kr.

Hos investeringsbanken Carnegie er kursmålet hævet 11 pct. til 115 kr. fra 104 kr., mens anbefalingen "hold" gentages.

Også JPMorgan har løftet kursmålet, der dog blot lyder på 52 kr. fra tidligere 47 kr. Her er anbefalingen da også uændret "undervægt".

ABG har hævet kursmålet til 75 kr. fra 70 kr., men gentaget anbefalingen "sælg".

Medicoselskabet præsenterede tirsdag tal for første kvartal, der vidnede om en større vækst og en bedre indtjening end ventet.

Det blev belønnet med et plus på 6,5 pct. til 118 kr.

Også C25-indeksets nyeste indslag i form af Novonesis har fået hævet kursmålet.

Det lyder nu på 450 kr. fra 420 kr. hos Bernstein, der gentager anbefalingen "outperform".

Novonesis er blevet en realitet, efter at Novozymes og Chr. Hansen har fået de sidste nødvendige godkendelser i hus. Tirsdag var sidste dag på børsen for Chr. Hansen, og onsdag venter altså en ny begyndelse for det sammensmedede selskab.

.\\˙ MarketWire

Morten Frederik Heltoft

Tags:  Danmark❯  Preview❯  Shares❯