Aktier/tendens: Positiv åbning i vente - flere sænkede kursmål
Det tegner til en positiv åbning af det danske aktiemarked fredag, hvor analytikerændringer er i fokus for en række af selskaberne. Dog venter der i løbet af dagen vigtige økonomiske nøgletal fra både eurozonen og USA, som kan sætte retningen.
Der er positive strømninger fra de udenlandske markeder, hvor de amerikanske aktier torsdag ramte første rekord i 2025. Også i Asien er handlerne optimistiske, og det toneangivende tyske DAX-indeks indikeres til at åbne i grønt.
Herhjemme endte torsdagen med et lille plus på 0,2 pct. til 1759,35.
Formiddagen byder på europæiske tal for indkøbschefernes syn på aktiviteten i form af den foreløbige opgørelse af PMI-indekset for januar. Tyskland skyder ballet i gang kl 9.30, og en halv time senere følger så de samlede tal for eurozonen.
Ud på eftermiddagen er det USA's tur, hvor der bliver fokus på, om indsættelsen af Donald Trump som præsident har givet grund til optimisme hos virksomhederne.
TORM FÅR BARERET KURSMÅL
Analytikerændringer er i fokus forud for aktieåbningen, hvor blandt andet Torm og Genmab har fået ørerne i maskinen.
Hos Torm er kursmålet blevet sænket mere end 25 pct. af SEB, så det nu lyder på 140 kr. mod tidligere 190 kr. Anbefalingen er uændret "hold", fremgår det af en analyse fra banken.
- Vi justerer vores estimater for Q4 på baggrund af lavere realiserede priser i december, end vi ventede tidligere. Vi skruer ned for vores estimat for overskud per aktie til med 43 pct. til 0,74 dollar (konsensus 0,75 dollar), skriver SEB.
Tankrederiet lukkede torsdag 1,7 pct. højere i 142 kr.
Hos Genmab er kursmålet blevet sænket 15 pct. til 2066 kr. af Goldman Sachs, mens anbefalingen fortsat er "neutral".
Genmab fik onsdag i denne uge nyt om salget af kræftmidlet Darzalex, da partneren Johnson & Johnson kom med regnskab. Salget på 3084 mio. dollar i fjerde kvartal var lidt bedre end forventningerne på 3021 mio. dollar blandt analytikerne ifølge Bloomberg News.
Tilbage står dog det store spørgsmål, om Johnson & Johnson vil gøre brug af den option, som selskabet har på midlet Hexabody-CD38, der kan blive en mulig arvtager for Darzalex.
Genmab steg torsdag 0,1 pct. til 1512 kr.
Også GN har fået lavere kursmål, da den britiske storbank HSBC sænker til 180 kr. fra 195 kr. Dog fastholdes købsanbefalingen.
GN lukkede torsdag med et plus på 0,2 pct. til 132,70 kr.
RATEINDEKS FALDER
Mærsk har vanen tro fredag fået nyt fra SCFI-rateindekset, der måler spotpriserne på fragt fra Shanghai til en række destinationer i verden. Indekset er i denne uge faldet 4 pct. til 2045,45 kr.
Samme tendens kunne ses torsdag, hvor World Container Index (WCI), der er udarbejdet af analysehuset Drewry, faldt 10,6 pct. til 3444,74 dollar efter et fald ugen før på 3,3 pct.
B-aktien i Mærsk steg dog 0,3 pct. til 10.345 kr.
TRYG BETALER UDBYTTE
Forsikringsselskabet Tryg fik torsdag klø på børsen i kølvandet på sit regnskab for fjerde kvartal, der ikke kunne følge med analytikernes forventninger.
Fredag er der yderligere teknisk pres på aktien, da retten til udbytte på 1,95 kr. per aktie fragår.
Tryg faldt torsdag 6,9 pct. til 147,40 kr.
.\\˙ MarketWire
Mest læste lige nu
Seneste nyheder
- 1 af 1182
- næste ›