Aktier/tendens: Rekordstimen ses afbrudt
At dømme ud fra humøret på de asiatiske markeder og hos de europæiske futures-handlere, så ser det ud til at blive en rød dag på de europæiske markeder, og dermed ser det ikke ud til at blive fire på stribe for C20 Cap-indekset, der onsdag fuldendte rekordhattricket.
Det danske eliteindeks steg onsdag 0,1 pct. og endte i 731,68, hjulpet på vej af kinesiske eksporttal, der måske, måske ikke, var for gode til at være sande, samt god stemning på alverdens aktiemarkeder.
Torsdag bliver det generelle humør på markederne ved lukketid sandsynligvis afgjort af, om de amerikanske tal for detailsalget i januar falder ud til den gode eller den dårlige side. Økonomerne venter ifølge estimater fra Bloomberg News en fuldstændig flad udvikling i forhold til december måned. Derudover offentliggøres tal for antallet af nytilmeldte ledige for uge 6.
Herhjemme vil FLSmidth sandsynligvis løbe med opmærksomheden efter et regnskab for fjerde kvartal, der ved første øjekast var markant dårligere end ventet. For fjerde kvartal landede omsætningen på 7420 mio. kr. mod analytikernes estimat på 7516 mio. kr. ifølge estimater indsamlet af SME Direkt.
EBITA-resultatet landede på 222 mio. kr. mod estimatet på 389 mio. kr., og nettoresultatet landede på minus 179 mio. kr. mod analytikernes prognose på et overskud 198 mio. kr.
For 2014 venter FLSmidth en omsætning på 21-24 mia. kr. og en EBITA-margin på 7-9 pct.
FLSmidth-aktien lukkede onsdag i 298,7 kr. efter et fald på 0,4 pct.
Mærsk-aktien kan også blive påvirket af konceptplanen for det norske oliefelt Johan Sverdrup, der omsider er blevet offentliggjort efter forsinkelser. Planen indeholder en forsinkelse af tidsplanen for oliefeltet.
Statoil lægger op til, at det gigantiske felt, der ventes at indeholde mellem 1,8 og 2,9 mia. tønder olie, begynder at producere olie i slutningen af 2019. Tidligere har meldingen været "omkring årsskiftet 2018-2019".
Feltet udbygges i flere faser, og når det kommer i gang, ventes der at flyde mellem 315.000 og 380.000 tønder olie per dag igennem rørene i den første fase. Første fase alene kræver investeringer på 100 til 120 mia. nkr.
Topproduktionen ventes at blive omkring 550.000-650.000 tønder per dag, og Statoil og partnerne anslår, at Johan Sverdrup får en levetid på 50 år.
A. P. Møller-Mærsks B-aktie lukkede onsdag i 64.200 kr. efter en stigning på 0,7 pct.
Derudover kan der komme handel i NKT-aktien efter regnskab fra den amerikanske konkurrent General Cables. Her var omsætningen i sidste kvartal af 2013 på 1,66 mia. dollar, hvilket blev omsat til et justeret resultat per aktie på 36 cent - lidt over konsensus om henholdsvis 1,55 mia. dollar og 29 cent ifølge Bloomberg News.
- Vi er glade for at kunne rapportere om et stærkt fjerde kvartal, hvor den justerede driftsindtjening i Nordamerika og resten af verden overgik vores forventninger, udtaler topchef Gregory B. Kenny.
NKT-aktien steg onsdag 1,1 pct. til 329,7 kr.
Derudover offentliggør Land & Leisure og Realia regnskaber for første kvartal.
/ritzau/FINANS
Redaktion +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail: finans@ritzau.dk , www.ritzaufinans.dk