Aktier/tendens: Ugen ser ud til at slutte i rød - fokus på Novo

Udgivet den 15-01-2021  |  kl. 07:43  |  

Gårsdagens grønne tendenser ser ud til at blive afløst af fald fredag morgen, da aktiemarkederne i USA og Europa over en bred kam indikeres ned før åbningen.

Blandt enkeltaktierne kan der komme fokus på Novo, der har fået genoptaget dækningen hos Deutsche Bank med en købsanbefaling, samt et par af sidepapirerne.

De røde markeder i resten af verden kommer, efter at den nyvalgte amerikanske præsident, Joe Biden, torsdag aften fremlagde en plan for en ny hjælpepakke i USA. Den lød som ventet på 1900 mia. dollar, men inkluderede også forslag om en forøgelse af de checks, som de fleste amerikanere har udsigt til, øgede statslige investeringer og en forhøjelse af arbejdsløshedsunderstøttelsen.

Det sendte de amerikanske markeder væk fra teknologiaktier og over mod de cykliske, hvilket trak markedet ned.

Det var dog alt sammen efter markedslukning i Danmark og påvirkede derfor ikke C25-indekset, der lukkede 0,3 pct. højere i 1676,51.

NOVO GENOPTAGES MED KØB

Analysedækningen af aktien i Novo Nordisk er blevet genoptaget af Deutsche Bank med en købsanbefaling.

Det fremgår af data fra Bloomberg News.

Samtidig er kursmålet for aktien sat til 500 kr., hvilket indikerer et potentiale på knap 15 pct. i forhold til torsdagens lukkekurs i 437,25 kr.

Der er mere nyt til Novo, der ifølge mediet Finans er ved at nærme sig afkast på fedmeområdet. Sådan lød det fra topchefen i Novo, Lars Fruergaard Jørgensen, på en konference torsdag.

- Hvis du ser på de akkumulerede investeringer, har vi stadigvæk ikke fået noget afkast, men vi er tæt på at nå breakeven og have en ganske tilfredsstillende forretning, sagde han ifølge Finans.

Novo-aktien lukkede torsdag med et plus på 1 pct. i 437,25 kr.

NYE KURSMÅL TIL CARLSBERG OG CHR. HANSEN

Der er nyt til Carlsberg og Chr. Hansen, der begge har fået sænket deres kursmål hos henholdsvis Berenberg og SHB.

Berenberg sætter kursmålet for en aktie i Carlsberg ned til 1086 kr. fra 1212 kr. og gentager sin købsanbefaling.

Aktien lukkede torsdag med et fald på 0,1 pct. til 921 kr.

Chr. Hansen-aktien var i vælten torsdag, efter at selskabet kom med regnskab for første kvartal i det forskudte regnskabsår 2020/21.

Aktien faldt 4,9 pct. til 575,80, efter at både top- og bundlinje skuffede i forhold til investorernes forventninger. Dog kunne ingrediensselskabet fremvise en organisk vækst på hele 10 pct., hvilket pænt overgik, hvad analytikerne havde regnet med.

Det var navnlig et lavere end ventet bidrag fra det tyske opkøb Jennewein og en svag udvikling på det kinesiske marked - uden udsigt til bedring i det indeværende regnskabsår - der trak ned.

Fredag morgen har SHB så sænket sit kursmål for aktien til 625 kr. fra 700 kr., mens anbefalingen "hold" bliver gentaget.

GYLDENDAL OPJUSTERER

Blandt sidepapirerne kom der torsdag aften en opjustering fra forlaget Gyldendal, der nu ser en omsætning på cirka 900 mio. kr., mens driftsresultatet spås at blive på cirka 10 mio. kr.

Gyldendal havde oprindelige lovet en omsætning i 2020 på niveau med 2019, da den blev på 881 mio. kr., mens buddet på driftsresultatet var "tæt på nul" med en usikkerhedsmargin på 10 mio. kr. i begge retninger.

Aktien lukkede uændret torsdag i 420 kr.

Hos Mærsk Drilling er der nyt om, at selskabet har modtaget en tidlig opsigelse for en en-brøndskontrakt med Dana Petroleum Denmark.

Det skriver Maersk Drilling i en meddelelse fredag morgen, hvori det også fremgår, at ordren første gang blev annonceret i flådestatusrapporten for maj.

Det danske borerigselskab forventer at modtage kompensation i form af et opsigelsesgebyr.

Drilling-aktien steg torsdag 0,9 pct. til 208,80 kr.

/ritzau/FINANS

Christian Iversen Kielberg

Tags:  Danmark❯  Preview❯  Shares❯  indblik❯ 

Relaterede nyheder