Aktier/tendens: Venter på tysk afgørelse
De europæiske aktiemarkeder ventes onsdag at åbne med små uensartede udsving, hvilket kan forplantede sig til Københavns fondsbørs. Dagens helt store fokus vil være rettet mod den tyske domsafgørelse som ventes kl. 10.00 af forfatningsdomstolen om Tysklands deltagelse i ESM-redningsfund. C20-indekset lukkede tirsdag med en stigning på 0,12 pct. i 495,37.
Lundbeck endte tirsdag med en kursstigning på 1,2 pct. i 106,3. De amerikanske sundhedsmyndigheder FDA har accepteret modtagelsen af en genindsendelse af ansøgningen om en godkendelse af det antipsykotiske medikament Aripiprazole til behandling af skizofreni. FDA oplyste ellers tilbage den 26. juli i år, at man i forbindelse med ansøgningen søgte svar på mangler i en undersøgelse af en tredje part leverandør af sterilt vand. FDA varsler nu i den nye meddelelse et svar på ansøgningen senest den 28. februar 2013. Det japanske medicinalselskab Otsuka og Lundbeck indgik tilbage den 11. november 2011 en langsigtet aftale inden for sygdomme i centralnervesystemet vedrørende fem innovative psykiatriske og neurologiske lægemidler.
A.P. Møller - Mærsk lukkede tirsdag 0,5 pct. lavere i kurs 39.980. Det danske containerrederi Maersk Line, som er verdens største, meddelte tirsdag sine kunder, at det agter at gennemføre prisstigninger på en række ruter i begyndelsen af oktober. Fra Indien og Sri Lanka til Middelhavet vil Maersk Line implementere en generel rateforhøjelse (GRI) på 200 dollar per tyvefodscontainer (teu) fra den 1. oktober. Fragt fra Canada til Fjernøsten vil opleve en stigning i prisen på 240 dollar per teu fra den 4. oktober, mens der vil blive indført en GRI på 500 dollar per teu på fragt som skal fra Fjernøsten til Centralamerika samt den sydamerikanske vestkyst. Dette vil ske fra den 6. oktober, oplyser rederiet.
Novozymes og ethanolbranchen har fået nyt fra Brasilien. Idet den administrerende direktør Maria das Gracas Foster for den brasilianske oliegigant PetroBras ifølge Wall Street Journal tirsdag udtalte, at det bedste svar på den lave benzinproduktion i Brasilien er et større forbrug af ethanol. Ethanol fremstilles i Brasilien via sukkerrør, men dårlig høst eller et begrænsede areal for sukkerrørsafgrøder kan betyde at et øget forbrug af ethanol vil medføre større import fra USA, hvor Novozymes er storleverandør af enzymer til de amerikanske ethanolproducenter. Novozymes endte tirsdag med en kursstigning på 0,2 pct. i 165,8.
ALK Abellos største konkurrent i form af franske Stallergenes har sent tirsdag fremlagt sit regnskab for første halvår, efter at selskabet allerede har fremlagt foreløbige tal den 13. juli i år. Som tidligere meddelt blev omsætningen i første halvår 128,5 mio. euro, hvilket var en fremgang på 5,5 pct. på årsbasis, og dermed inden for rammerne af selskabets salgsvækstmål på mellem 5 og 7 pct. i 2012. Selskabets Oralair fortsætter med at blive spredt og kan nu findes på 17 markeder. Inden for de kommende måneder vil produktet også være at finde på det russiske marked. Driftsindtjeningen steg 6,5 pct. til 37,6 mio. euro, og det blev således til en lille fremgang i driftsmarginalen til 29,3 pct. fra 29,0 pct. i samme periode i fjor. EBITDA-resultatet voksede 11,5 pct. til 44,9 mio. euro. Indtjeningen efter skat blev på 25,6 mio. euro svarende til en pæn vækst på 7,8 pct. Stallergenes skrev i sin markedsopdatering i juli, at væksten sker i et hårdt forretningsmiljø, og at selskabets datterselskaber i Argentina, Rusland, Polen, Tyrkiet og Australien bidrog med 15 pct. af væksten. Stallergenes skrev endvidere, at afmatningen i det sydlige Europa har påvirket selskabet, mens der har været ekstraomkostninger og negativ effekt fra offentlige spare tiltag i landene i Nordeuropa. ALK Abello-aktien lukkede tirsdag 1,07 pct. lavere i kurs 371.