Aktier/tendens: Vestas i fokus efter ordreindgang i påsken

Udgivet den 02-04-2024  |  kl. 08:23  |  
Arkiv: Foto

Investorerne vil ikke have meget selskabsspecifikt at handle på tirsdag, men undtagelsen, der bekræfter reglen, er Vestas, der har modtaget fire vindmølleordrer i løbet af påsken.

Det amerikanske marked har været i sving både skærtorsdag og anden påskedag men uden de store ensrettede udsving. Samlet gav dagene et samlet mindre kursfald i det brede S&P 500 indeks.

De asiatiske aktiemarkeder har haft en blandet udvikling, og mens nogle markeder har været lukket i påsken - blandt andet Hong Kong Stock Exchange - har de japanske investorer været i gang i hele perioden men igen uden de store armbevægelser.

De amerikanske indeksfutures er tirsdag påvirket af markant højere renter på de toneangivende amerikanske T-bonds og indikerer forventede kursfald på 0,1-0,3 pct., når det amerikanske marked åbner senere på dagen.

Den tyske DAX-future, der er en god indikator for det danske aktiemarked, er så godt som uændret.

Det danske eliteindeks, C25, lukkede onsdag før påske med et plus på 0,5 pct. til 1943,33.

FIRE ORDRER TIL VESTAS

Vindmøllekoncernen Vestas kunne langfredag melde om fire nye vindmølleordrer, herunder en stor en af slagsen fra USA på 554 megawatt. De øvrige ordrer er alle på under 100 megawatt og kommer fra Italien, Sydkorea og Sverige.

Ordreindgangen hos Vestas vurderes dog at lande under analytikerforventningerne i første kvartal, men fortsat fremskridt på det amerikanske vindmøllemarked er opløftende. Det vurderer det amerikanske finanshus Citi i en kommentar.

Sidste år blev der opstillet rekordmeget vindkapacitet globalt med broderparten placeret i Kina. Det smittede af på ranglisten over producenterne, hvor de kinesiske producenter Goldwind og Envision indtog de to første pladser efterfulgt af Vestas, der er droppet en placering på listen over opstillet kapacitet.

Vestas faldt 1,7 pct. onsdag før påske til 193,00 kr.

ANALYSENYT TIL FLERE

Novo Nordisk har fået indledt dækningen hos det amerikanske børshus Bernstein med den negative anbefaling "underperform".

Kursmålet er sat til 560 kr. eller 36 pct. lavere end onsdagens slutkurs, der lød på 881,30 kr.efter et fald på 0,8 pct.

Genmab har også fået indledt dækning af amerikanske Bernstein - og også her er det med den negative anbefaling "underperform".

Kursmål lyder på 1662 kr. eller 20 pct. under onsdagens kurs.

Onsdag lukkede Genmab i 2084 kr. efter et fald på 2,0 pct.

Medicokoncernen Coloplast har fået løftet kursmålet hos Barclays til 885 kr. fra 820 kr.

Anbefalingen er uændret "ligevægt".

Aktien i Coloplast steg onsdag 0,5 pct. til 932,40 kr.

Alm. Brand er kommet tættere på den operative målsætning. Selskabet er det næststørste skadesforsikringsselskab på det danske marked, men det halter med tilliden.

Blandt analytikere er der tvivl om selskabets evne til at begå sig på aktiemarkedet, hvilket udtrykkes ved den "rabat", som aktien handles til.

Alm. Brand steg 0,3 pct. til 13,16 kr. onsdag før påske.

Bavarian Nordic har igangsat kommerciel lancering af koppevaccinen Jynneos mod mpox i USA. Jynneos er den eneste vaccine, der er godkendt mod mpox af de amerikanske sundhedsmyndigheder, FDA.

Bavarian-aktien lukkede inden påske i 154,95 kr. efter et kursfald på 0,1 pct.

.\\˙ MarketWire

Charlotte Mackeprang

Tags:  Danmark❯  Preview❯  Shares❯  indblik❯ 

Seneste nyheder

17:59 Britisk olieserviceselskab falder 34 pct. til laveste niveau nogensinde
17:49 Europa/lukning: Philips på himmelfart og tæv til Deutsche Bank i lysegrønt marked
17:02 Mandagens aktier: Forårsstemning med mest grønt til Demant og Mærsk
17:00 Mandagens obligationer: Renten fortsatte ned efter godt inflationsnyt fra Tyskland
16:21 Saxo Bank får otte påbud efter tilsynsbesøg: "Bliver håndteret med største alvor"
16:01 Tesla-aktie sendes op med 10 pct. efter foreløbig godkendelse i Kina
15:41 Norden-topchef køber aktier for 1,5 mio. kr.
15:40 USA/åbning: Tesla og Apple sørger for fortsættelse af den grønne bølge
15:16 Bavarian har startet løbende registreringsansøgning i USA for nyt vaccinehåb
15:11 Valuta: Yen styrket mod dollar med mistanke om intervention
14:49 Analytiker overrasket over "krævende" estimater for Vestas' indtjening og ordrer
14:44 USA/tendens: Tesla har udsigt til solid medvind på endnu en grøn dag
14:16 Godt inflationsnyt syd for grænsen: Tyske forbrugerpriser stiger mindre end ventet
14:07 Analytikere inden Carlsberg-regnskab: Opjustering kan være på tapetet senere i år
14:04 Godt inflationsnyt syd for grænsen: Tyske forbrugerpriser stiger mindre end ventet
13:53 Europa/aktier: Philips i voldsom stigning efter forlig
11:42 Obligationer/middag: Renten fortsætter ned med fokus på inflationstal
11:24 Aktier/middag: Forårstemningen fortsætter med Demant i topform
11:13 ECB's Wunsch opfordrer til varsomhed med rentekommunikationen
10:37 Svensk økonomi sidder fortsat fast i recession - fjerde kvartal i træk med negativt BNP