Aktier/tendens: Vestas i fokus efter ordrestorm - tæt på neutral start i vente

Udgivet den 02-10-2023  |  kl. 08:13  |  
Arkiv: Foto

Vindmølleproducenten Vestas får efter en ordremæssigt stærk afslutning på tredje kvartal en hovedrolle omkring det danske aktiemarked mandag, hvor starten ser ud til at blive tæt på neutral, hvis man tager fredagens efterslæb til USA og mandag morgens future-marked i betragtning.

Futures for den amerikanske aktier stiger nemlig klart efter weekendens budgetaftale i Kongressen, der i hvert fald for nu fejer en regeringsnedlukning ind under gulvtæppet, men i Europa er udviklingen mere afdæmpet.

Det hænger sammen med, at de amerikanske aktier faldt klart ud på aftenen fredag, hvor det gik fra grønt til rødt på Wall Street. Det brede S&P 500-indeks faldt efter dansk lukketid med 0,8 pct.

Det tyske DAX-indeks indikeres i handlen med futures en positiv start på knap 0,1 pct. mandag morgen.

C25-indekset endte fredagen 0,4 pct. højere i 1700,59 trods stigninger til de fleste elitepapirer. Novo Nordisk faldt dog og holdt fremgangen tilbage.

VESTAS NÅR REKORDKVARTAL MÅLT PÅ ORDREVÆRDI

Vindmølleproducenten Vestas fik torsdag og fredag en lang række ordrer, og lørdag kom en enkelt mere til, hvilket har sikret en stærk afslutning på tredje kvartal.

Og havmølleordrer samt en stribe kontrakter fra USA vil løfte værdien af Vestas' ordreindgang i tredje kvartal til det højeste niveau nogensinde, lyder vurderingen fra Sydbanks aktieanalysechef, Jacob Pedersen.

- Vi modellerer en samlet ordreindgang på 5,0 mia. euro. Det bliver rekord for et enkelt kvartal målt i værdi, er vi overbeviste om. Uanset skal der fuld skrue på ordrerne i fjerde kvartal, hvis Vestas skal leve op til vores forventninger om en ordreindgang i år på 12.500 MW i landvindforretningen, skriver han i en kommentar mandag.

Vestas nåede i alt ordrer med en kapacitet på 4044 megawatt (MW) i tredje kvartal. Dertil kommer uannoncerede ordrer, som først offentliggøres i forbindelse med regnskabet. Her venter Jacob Pedersen omtrent 600 MW.

Fra analysefronten har amerikanske Citigroup sænket sit kursmål for Vestas til 300 kr. fra 315 kr., mens anbefalingen "køb" er blevet gentaget, fremgår det af Bloomberg News.

Kursmålet indikerer da også fortsat tæt på en fordobling af aktiekursen.

De foregående tre handelsdage steg Vestas-aktien samlet cirka 5 pct. efter annonceringen af flere store ordrer. Fredag steg aktien 2,1 pct. til 151,56 kr.

NOVO I FOKUS MED SØGSMÅL MOD MYNDIGHEDER I USA

Novo Nordisk følger en række kollegaers eksempel og anlægger sag mod de amerikanske sundhedsmyndigheder med påstand om, at ny lovgivning målrettet lavere priser på lægemidler strider mod den amerikanske grundlov.

Novo skriver i en pressemeddelelse lørdag, at reglerne i den såkaldte Inflation Reduction Act, IRA, krænker flere grundlovssikrede rettigheder. Der er tale om lovgivning, der for første gang nogensinde giver den offentlige sygesikring ret til at forhandle priser på visse lægemidler.

Desuden mener Novo, at Centers for Medicare og Medicaid Services (CMS) der står for at forhandle priserne, har overtrådt lovgivningen fastsat i Inflation Reduction Act ved at udvælge flere end ti lægemidler til det kommende års prisforhandlinger.

Novo faldt fredag med 1,2 pct. til 643,90 kr.

Ambu kan glæde sig over en løftet anbefaling hos svenske SEB, der landede sent fredag.

SEB har skruet op til "køb" fra "hold", og kursmålet er løftet til 100 kr. fra 85 kr., viste data fra Bloomberg News efter lukketid fredag.

Ambu steg fredag med 1,8 pct. til 73,86 kr.

Luftfartsselskabet SAS er også i vælten igen mandag, efter at det fredag aften kom frem, at der er budkrig om de nye aktier i luftfartsselskabet.

Det skrev norske Aftenposten.

På den ene side står den amerikanske kapitalfond Apollo Global Management med flere, berettede avisen.

Amerikanerne har tidligere udtrykt ønske om at tage en majoritetsandel i SAS i forbindelse med aktiesalget i redningsplanen SAS Forward.

Mandag aften udløber deadline for budrunden ifølge retsdokumenter, og senest torsdag skal SAS offentliggøre resultatet.

SAS-aktien faldt fredag med 0,3 pct. til 0,1695 kr.

Nordea kan notere sig et løftet kursmål hos tyske Berenberg, der har skruet op til 160 svenske kr. fra 132 svenske kr.

I dansk valuta svarer kursmålet til 103,40 kr., mens det før var på 83,90 kr.

Anbefalingen er uændret "køb".

Nordea-aktien steg fredag med 0,2 pct. til 77,41 kr.

.\\˙ MarketWire

Mikkel Brix Kvols

Tags:  Danmark❯  Preview❯  Shares❯  indblik❯ 

Seneste nyheder