Aktie/tendens: Risiko for ganske små fald får lille overtag
De europæiske aktier kan åbne med ganske små fald, efter at de amerikanske aktieindeks torsdag endte på dagens laveste niveau med fald mellem 0,50-1,0 pct. grundet bekymringerne om de europæiske udfordringer med Cypern samt et dyk i tysk PMI erhvervstillid, og nu er der ekstra fokus på fredag eftermiddags tyske IFO-erhvervstillidsbarometer. C20-indekset lukkede torsdag med et fald 0,88 pct. i 537,06.
A.P. Møller - Mærsk investorerne kan også notere sig, at Maersk Line vil øge fokus på handelsruten mellem Sverige og Sydkorea. Ifølge en pressemeddelelse vil strengen AE10 nu ligge til i Busan, som er den største havn i Sydkorea og dermed får man en direkte forbindelse mellem Gøteborg og Busan. Aktierne i A.P. Møller - Mærsk endte til sammenligning med et fald på 0,1 pct. til 46.680 kr.
Nyt til investorerne i Carlsberg, da selskabets bestyrelsesformand Flemming Besenbacher, torsdag på bryggeriets generalforsamling fastslog, at han er klar til at overveje kapitalfonde og andre bryggerier som medejere for at sikre, at Carlsberg er med i slutspillet i den globale bryggeriindustri. Det skriver Børsen fredag. For at det kan gennemføres kræver det dog først en ændring af selskabets grundlov, Carlsbergfondets fundats. - Vi kan ikke nøjes med at fokusere på at købe op i bryggerier, vi allerede ejer noget af. Vi bliver også nødt til at kigge på de store ting. For faren er, at vi bliver overhalet af konkurrenterne, hvis vi ikke er med. Kan vi tage næste skridt inden for den nuværende fundats, eller er det nødvendigt at lave en ny fundatsændring? Time will show, udtaler Flemming Besenbacher til Børsen. Carlsberg lukkede med et fald på 1,96 pct. i 576 kr.
Danske Bank og Vestas' investorer får lidt nyt, da vindmøllegigantens formand på gårsdagens generalforsamling udtalte, at selskabet som et led i sin nye forretningsstrategi vil satse på at bruge de nordiske banker i lang større grad end hidtil. Det skiver Berlingske Business. Vestas steg torsdag med 0,6 pct. til 47,2 kr.
Nyt til investorerne i SAS, da det skandinaviske flyselskab har besluttet sig for at udfase sin business Class med virkning fra juni 2013. Det skriver Berlingske Business. Skærpet konkurrence og økonomisk afmatning har fået SAS's ledelse til at skrotte det før i tiden så populære Business Class Koncept.