Aktie/tendens: Udsigt til små indeksfald i Europa
De amerikanske aktiemarkeder lukkede mandag med indeksfald op mod 1,0 pct. Det er fortsat den politiske uro, som præger billedet, idet de strandede budgetforhandlinger varsler et umuligt politisk klima til de kommende gældsloftsforhandlinger. De store europæiske indeks ventes tirsdag morgen at åbne med små indeksfald. Der kan være lidt ekstra fokus på Lundbeck, som har fået sænket sin anbefaling hos JP Morgan.
Lundbeck har fået sænket sin anbefaling til neutral hos det amerikanske finanshus JP Morgan, som tidligere havde en overvægtanbefaling på medicinalaktien. JP Morgan sænker også anbefaling på den schweiziske medicinalkoncern Novartis til neutral fra overvægt.
Vestas endte mandag med et kursfald på 1,4 pct. i 146,7 kr. Producenten af vinger til vindmøller LM Wind har øget sin amerikanske arbejdsstyrke til 700 i august fra 300 i april, og LM Wind vil yderligere øge antallet af ansatte til 1200 i 2014. Det skriver Bloomberg News. LM Wind øgede arbejdsstyrke skyldes den øgede efterspørgsel efter vindmøller i USA. Alt andet lige er det et godt tegn for efterspørgsdlen set fra en Vestas-vinkel.
A.P. Møller - Mærsks B-aktie lukkede mandag med en stigning på 0,6 pct. i kurs 52.000 kr. Maersk Drillings koncernchef Claus Hemmingsen udtaler til Dagbladet Børsen, at 2014 bliver udfordrende med fokus på omkostningerne. A.P. Møller - Mærsk står bag Maersk Drillings, som udlejer borerigge til olieindustrien, og Maersk Drilling vil i 2014 modtage en stribe nye borerigge. De skal idriftsættes, hvilket vil øge omkostningerne. Det nævnes, at selskabet skal hyre mandskab, som skal uddannes. Claus Hemmingsen fortæller også til finansavisen Børsen, at hvis selskabet gør jobbet ordentligt i 2014 vil det bane vejen for et rigtigt godt år 2015.
Carlsberg lukkede mandag med en stigning på 0,7 pct. i kurs 566 kr. Den britiske konkurrent Sabmiller har fået en købsanbefaling af finanshuset Stifels analytiker Mark Swartzberg, som giver aktien et kursmål på 36 pund. Sabmiller-aktien lukkede mandag 0,8 pct. højere i 30,38 pund.