ALK-Abelló og World Allergy Organization stifter allergiforskningspris

Udgivet den 08-06-2007  |  kl. 15:34  |  

Verdens førende lægemiddelvirksomhed inden for allergivacciner, ALK-Abelló, har i samarbejde med den førende allergiorganisation i verden, World Allergy Organization (WAO), stiftet en ny global allergiforskningspris.

Prisen kaldes "The WAO Henning Løwenstein Research Award" og skal uddeles hvert andet år til en forsker, der har vist fremragende forskningsresultater, som kan få stor betydning for fremtidens forståelse af allergiske sygdomme og deres behandling.

- Det er WAOs mission at være en global ressource og interesseorganisation på allergiområdet med henblik på at forbedre såvel den kliniske behandling som forskning og uddannelse. Vi håber at vi med uddelingen af en væsentlig videnskabelig pris i samarbejde med ALK-Abelló kan påvirke flere forskere til at fokusere på dette vigtige videnskabelige område, siger formanden for World Allergy Organization, Dr. Michael A. Kaliner.

WAO Henning Løwenstein Research Award er opkaldt efter en af allergiforskningens pionerer. Henning Løwenstein spillede en afgørende rolle i de banebrydende opdagelser af nye metoder til allergenstandardisering i 1970’erne og har ydet væsentlige bidrag til allergiforskningen siden da, ikke
mindst som tidligere forskningsdirektør hos ALK-Abelló.

WAO Henning Løwenstein Research Award på 20.000 Euro uddeles første gang på World Allergy Congress (WAC), der afholdes i Bangkok den 2.-6. december 2007. Prismodtageren vil desuden blive tilbudt dækning af rejseudgifter og inviteres til at deltage i prisuddelingsmiddagen på World Allergy
Congress.

- Vi er overbeviste om, at yderligere forskning i allergiers natur og behandling vil bane vejen for fremtidige resultater til gavn for allergikere over hele verden. Så vi ser med megen stolthed frem til at uddele WAO Henning Løwenstein Research Award 2007 i Bangkok, siger ALK-Abellós direktør for
forskning og udvikling, Henrik Jacobi.

Udgivet af: NPinvestordk