ALK får købsanbefaling hos Danske Bank efter resultat af studie

Udgivet den 09-06-2023  |  kl. 09:20  |  
Arkiv: Foto

ALK-Abelló får en højere anbefaling med på vejen af Danske Bank, efter at selskabet torsdag fremlagde positive resultater for en tablet mod husstøvmideallergi hos børn.

Anbefalingen lyder nu på "køb" mod tidligere "hold". Samtidig sættes kursmålet op til 110 kr. fra 90 kr., fremgår det af en analyse fra Danske Bank.

- Vi ser det succesfulde resultat (...) som en meget vigtig byggesten for at sikre fremtidige vækst, skriver Danske Bank.

Det danske selskab offentliggjorde torsdag eftermiddag positive resultater fra et klinisk 3-studie i børn med sin tablet til behandling af husstøvmideallergi. Studiet omfattede 1458 børn, og data viser en forbedring i omfanget af allergiske høfebersymptomer baseret på en forbedring af den såkaldte allergiske rhinitis-score på 22 pct.

Resultaterne er ifølge ALK statistisk højsignifikante, og viser altså en tydelig forbedring sammenlignet med placebo.

Studiet omfatter børn mellem 5-11 år. I forvejen er tabletten godkendt til voksne og unge fra 12 år og op.

ALK vil nu indlede en dialog med myndighederne i Europa og Nordamerika om at udvide godkendelse til også at omfatte børn.

Aktien stiger fredag morgen 1,4 pct. til 86,50 kr. og hentede 4,2 pct. torsdag.

.\\˙ MarketWire

Trine Vestergaard

Tags:  Shares❯