ALK/CEO: Fantastisk pipeline-nyhed fra Merck - NY

Udgivet den 16-08-2012  |  kl. 11:07  |  

Mens aktiemarkedet rynker på næsen af ALKs regnskab for andet kvartal, hersker der stor glæde internt i medicinalselskabet over udviklingen i selskabets pipeline af nye lægemidler.

ALKs amerikanske partner Merck har netop afsluttet et sikkerhedsstudie med en tabletbaseret vaccine mod ragweedallergi, og derved holder tidsplanen for en indsendelse af en registreringsansøgning i 2013.

- Det er fuldstændigt epokegørende i forhold til, at det kliniske program på ragweed nu er afsluttet, og vi har nu et produkt, hvor der med meget stor sandsynlighed bliver indleveret registreringsansøgning til FDA. Efter seks til syv års udviklingsforløb, står vi nu og er færdige med programmet. Det er en nyhed, der i hvert fald i mine øjne, er meget positiv for den fremtidige værdigenerering i ALK, siger administrerende direktør i ALK-Abelló, Jens Bager, til Ritzau Finans.

Han peger på, at ragweed-tabletten derved har overhalet den kliniske udvikling af ALKs græstablet Grazax i USA. For Grazax kommer Merck med afsluttende data mod slutningen af året, hvorefter der ventes indsendt registreringsansøgning ligeledes i 2013.

Jens Bager er desuden meget glad for Mercks beslutning om at indlede kliniske studier med en tabletvaccine mod husstøvmider. Der er tale om et stort fase 2b-studie.

- Det er noget, der ikke er ventet (af markedet, red), fremhæver Jens Bager.

Aktiemarkedet har dog sendt aktien i ALK-Abelló ned med 2,4 pct. til kurs 386 fra morgenstunden efter regnskabet for andet kvartal, som analytiker i Sydbank Søren Løntoft Hansen betegner som lidt skuffende. ALK-Abelló fastholder forventningerne til en vækst i salget af allergivacciner på 3-5 pct. efter en fremgang på 3 pct. i første halvår og vil ifølge analytikeren formentlig ramme i den nedre ende af forventningsintervallet. Jens Bager vakler dog ikke i forhold til forventningerne.

- Det, jeg vil fortælle markedet, er, at jeg har det rigtigt godt i maven med de helårsforventninger, vi sendte ud i begyndelsen af året. Det tror jeg dybt på, at vi nok skal nå. Desuden vil jeg fortælle, at der altså er sket noget meget positivt på ragweed i USA og noget meget positivt i forhold til Mercks engagement i programmet, i og med at man også har startet det nye program (husstøvmider, red.), slutter Jens Bager.

Det afsluttende fase 3 program for ragweed-tabletten ændrer imidlertid ikke noget i forhold til Jyske Banks vurdering af udsigterne for ragweedprogrammet, og formentlig heller ikke for resten af analytikerkorpset.

- Jeg tror, at man kan sige, at de fleste markedsdeltagere bør have indregnet nogle forholdsvis høje sandsynligheder for ragweedvaccinen givet de data, der var kendt, vurderer bankens medicinalanalytiker Frank Hørning Andersen.

Merck præsenterede allerede i 2011 positive data fra to store afsluttede fase 3 effektstudier med ragweed-tabletten, og Frank Hørning Andersen, har ikke anset det ekstra sikkerhedsstudie for at udgøre nogen større risiko. Siden juni har han opereret med hele 90 pct. sandsynlighed for, at tabletten kommer på markedet.

/ritzau/FINANS

Jakob Dalskov +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail:finans@ritzau.dk, www.ritzaufinans.dk


Seneste nyheder

09:09 Aktier/åbning: Royal Unibrew, STG og Lundbeck trodser rød åbning efter opjusteringer
08:48 Obligationer/åbning: Renter stiger før inflationtal fra USA
08:26 Svitzer lander et godt tredje kvartal i udskilningsår
08:08 Aktier/tendens: Royal Unibrew, STG og Lundbeck stjæler scenen med opjusteringer
07:58 Råvarer: Oliepriserne bevæger sig op men tynges af dalende efterspørgselsprognoser
07:56 Lundbeck skruer endnu en gang op for forventningerne efter godt tredje kvartal
07:22 Obligationer/tendens: Renter kan stige let før inflationtal fra USA
07:18 Tysk forsikringsselskab slår forventningerne på mere roligt kvartal vejrmæssigt
07:07 Unibrews regnskab vil blive taget godt imod vurderer finanshuset Citi
07:00 Tryg får sat kursmålet op med 5 pct. af amerikansk børshus
06:47 Asien: Generelle kursfald forud for amerikanske inflationsdata
06:34 Blandet og uens retning blandt Mærsks konkurrenter i Asien
06:34 Mac Baren redder Scandinavian Tobaccos toplinje - bedste kvartal nogensinde, siger topchef
06:34 Chef for Scandinavian Tobacco: Branche er under pres - opkøb skal drive væksten
06:32 Valuta: Investorer puster ud efter dollar- og kryptostyrkelse
06:32 Asien: Generelle kursfald forud for amerikanske inflationsdata
06:32 USA/T-bond: Renter steg inden onsdagens vigtige inflationsrapport
06:32 USA/lukning: Faldt fra rekorder efter gevinsthjemtagning - Tesla faldt - Nvidia steg
06:30 Kalender med link - onsdag den 13. november
06:13 Asien: Generelle kursfald forud for amerikanske inflationsdata