ALK/CEO: Vi er ikke længere i tvivl om at vi får en tabletsucces i USA

Udgivet den 09-11-2018  |  kl. 10:25  |  
Arkiv: Foto

ALK-Abelló følger sin lanceringsplan for allergitabletter på det amerikanske marked og vurderer fortsat, at over 5000 allergikere vil have startet behandling med selskabets tablet mod husstøvmideallergi, Odactra, inden året er omme. Selv om der fortsat er meget at gøre, er ALK nu så langt, at administrerende direktør Carsten Hellmann godt tør sige, at satsningen er rigtig.

- Den gode nyhed er, at vi nu er der, hvor vi ikke længere er i tvivl om, at det amerikanske marked og vores tabletter hører sammen. Vi er ikke længere i tvivl om, at vi kommer til at få en tabletsucces i USA.

- Det, vi ikke kan sige med sikkerhed endnu, er, om der går halvandet år, før ketchuppen ryger ud af flasken, eller om det tager to et halvt år. Men det kommer, siger Carsten Hellmann til Ritzau Finans.

OP MOD 4000 PATIENTER

Ved udgangen af tredje kvartal estimerer ALK, at omkring 3500-4000 patienter var i behandling med tabletten mod 2700 ved udgangen af tredje kvartal.

Antallet af amerikanske allergilæger, der har udskrevet produktet, vurderes at ligge på omkring 1100 ud af de i alt 2000, ALK i første omgang har fokuseret på. Også det er en stigning fra cirka 850 læger ved udgangen af andet kvartal.

- Vi når de planer, vi selv har lagt, men det en treårig plan, og vi har stadigvæk en masse, vi skal gøre for at sikre os, at patienterne bliver i behandlingen, at der ikke går noget i kludder, når de går på apoteket med deres recepter, og at vores distribution har sørget for, at der er tabletter på apotekerne. Så det er meget "hands-on" arbejde, siger Carsten Hellmann.

En af barriererne for ALK's allergitabletter har hidtil været, at allergilægerne tjener gode penge på at blande deres egne injektionsbaserede allergivacciner og derfor har set tabletterne som unødig konkurrence.

Derfor er ALK gået fokuseret til værks og går efter færre læger for gradvist at overbevise dem om, at tabletterne er et supplement til deres indtjening, fordi tabletterne henvender sig til patientgrupper, lægerne ikke normalt får fat på, blandt andet fordi injektionerne er tidskrævende og omstændelige for patienten.

Ser man på antallet af recepter per læge steg tallet dog stadig kun gradvist i løbet af kvartalet, men der er lyspunkter, siger Carsten Hellmann.

- Det, der giver mig tiltro, er, at der måske er omkring 100 læger, som står for en stor del af salget, og hvor vi godt kan se, at vi får et salg i dybden. Vi har mange læger, der har 10, 15, 20 recepter, og så er der andre steder, hvor vi har det rigtigt svært, siger han.

INVESTERER I MARKEDSFØRING

For at skubbe ekstra på salget har ALK indledt en digital markedsføringskampagne direkte henvendt til forbrugerne. Kampagnen kører i 18 udvalgte byer.

ALK's nordamerikanske salg af tabletterne udgjorde 15 mio. kr. i tredje kvartal - en stigning fra 4 mio. kr. i samme periode sidste år. År til dato har ALK solgt for 47 mio. kr. og der er dermed stadig lang vej til en decideret tabletsucces.

Spørgsmål: Hvad er din definition på, at ketchuppen er kommet ud af flasken. Hvad skal vi kigge efter?

- Hvis vi om tre til fire år begynder at nærme os en milliardomsætning, så er det vel sådan noget, man skal se efter. Det her er jo et stort marked, og vi kan se, hvordan det er gået i Tyskland og Frankrig. Der, hvor der er stort accept hos lægerne, der blæser det derudaf, siger Carsten Hellmann.

I Europa udgjorde salget af tabletterne 115 mio. kr. i tredje kvartal mod 80 mio. kr. i samme periode året før. Salget på de internationale markeder faldt en anelse til 8 mio. kr. fra 11 mio. kr.

/ritzau/FINANS

Jakob Dalskov

Tags:  CEO❯  Shares❯ 

Strategier du kan handle

Navn
 
+/-(%)
 
Tid

 
3,17%
 
14/11/18

 
1,81%
 
14/11/18

 
1,33%
 
14/11/18

 
0,93%
 
14/11/18

 
-0,09%
 
14/11/18

Copytrading - kopier handler fra ovenstående strategier så de eksekveres live på din egen konto.
Læs mere her.

 

Seneste nyheder