ALK's finansdirektør om 2025-mål: Vi er ret fortrøstningsfulde
Efter en stærk marginforbedring i den første halvdel af 2024 hersker der fin optimisme i ALK-Abelló i forhold til at nå 2025-målet om en overskudsgrad på 25 pct., lyder meldingen.
- Der har været stillet en del spørgsmål til vores mål om 25 i 25.
- Og der vil jeg bare nævne, at vi er ret stolte af vores organisation, fordi vi i første kvartal annoncerede en ret stor plan for at implementere besparelser, og hvor vi også sagde farvel til nogle medarbejdere. Det har så givet os mulighed for at lave nogle ekstra investeringer rundt omkring i nogle vækstmarkeder, som vi allerede begynder at kunne se, og det gør, at vi er ret fortrøstningsfulde i forhold til at nå 25 i 25, siger Claus Steensen Sølje, finansdirektør i ALK, til MarketWire.
For at understøtte 2025-ambitionen annoncerede ALK i marts en række justeringer, heriblandt nedlæggelse af 125 stillinger i virksomheden.
Samlet skulle øvelsen frigøre 250 mio. kr., hvoraf cirka halvdelen skulle bruges på investeringer i strategiske vækstinitiativer og resten falde ned på bundlinjen.
Med årets anden opjustering af forventningerne til EBIT-marginen venter ALK nu, at overskudsgraden i år vil udgøre 19-21 pct. af omsætningen mod oprindeligt 17-19 pct. i år.
Målt på midtpunktet skal marginen altså løftes ekstra 5 procentpoint næste år.
.\\˙ MarketWire
Mest læste lige nu
Seneste nyheder
- 1 af 1185
- næste ›