Alm. Brand Bank - Rente og valutakommentar

Udgivet den 19-10-2005  |  kl. 08:51  |  

NetPosten bringer i samarbejde med Alm. Brand Bank dagens kommentarer til markedet:

Obligationer:
En stille dag på obligationsmarkederne tirsdag. Producentpriser fra USA, som viste den største stigning i 24 år, formåede ikke at sætte gang i markedet. Da dagen var omme var de 10-årige statsobligationer steget med 10 øre fra dagens åbning. Efter tallene faldt markedet først tilbage for så at stige sidst på dagen. Teknik og afdækning af "short" positioner fik obligationerne op igen. Samtidig lå aktiemarkederne også til fald, hvilket ligeledes understøttede obligationsmarkederne.

Danske realkreditobligationer tabte endnu engang terræn overfor tilsvarende statsobligationer og spændet 4% ann. 2035 mod 4% Stl. 2015 sluttede dagen af i 8,60 kurspoint. Foreløbige udtræk op til januar terminen formåede ikke at sætte gang i markedet, til trods for at de så ganske fornuftige ud - set fra investors synspunkt.

I USA lå markedet også stille hen og sluttede af på samme priser som ved Europas lukning. Efterfølgende er Intel kommet med regnskab hvilket skuffede markedet, hvorfor det har ført til faldende aktiemarkeder i Asien. Dette har så omvendt fået renterne til at falde og Europa ser ud til at skulle starte dagen på højere priser dvs. faldende renter.

Valuta:
USD blev igen styrket i går og handler her til morgen omkring 1,1940 overfor EUR (DKK 6,2520). Baggrunden for den stærke USD var offentliggørelsen af nøgletal fra USA, som viste markant højere producentpriser i sidste måned, samt en øget efterspørgsel efter amerikanske værdipapirer fra udlandet. Producentpriserne steg 1,9% i september mod en markedsforventning på 1,1%. Kapitalindstrømningen fra udlandet var på USD 91,3 mia. og lå markant højere end markedsforventningen på USD 65,0 mia.

ZEW fra Tyskland steg mindre end forventet i oktober, hvor det mudrede tyske valg formentligt må tage skylden. Tallet understøtter at en renteforhøjelse fra ECB ikke kommer lige med det samme. Dog var der en
udtalelse fra et af bestyrelsesmedlemmerne fra den Europæiske Centralbank, der understøttede tidl. udtalelser om, at ECB ikke vil tøve med renteforhøjelser, hvis de ser tegn på inflation.

USA’s Finansminister Snow og Kina’s finansminister Tanigaki afsluttede deres møde som startede i mandags. På mødet aftalte de to parter, at Kina løsner deres kontrol med valutaen over tid og samtidig vil sætte skub i det indenlandske forbrug. Ifølge Wall Street journal har Snow udtalt, at Kina er ”seriøst indstillet” på at skabe vejen for en mere fleksibel valutakurs.

Olieprisen er faldet omkring 1 dollar tilbage siden i går og handler her til morgen USD 62,80 pr. tønde, dette er pga. at orkanen Wilma har aftaget i styrke og truslen mod den Mexicanske golf dermed er blevet mindre.

Selvom olieprisen er faldet blev JPY svækket overfor USD over nattens handel, da den japanske regering udtalte, at de er meget godt tilfreds med en svagere JPY.

I England kom inflationen for september måned meget svagere ud end markedet havde forventet, hvilket svækkede GBP.

I Skandinavien var der ikke de store nyheder i går. Svenske og Norske ligger i samme niveau som da vi gik hjem i går og handler her til morgen SEK/DKK 78,95 og NOK/DKK 95,45.

Udgivet af: NPinvestordk

Seneste nyheder