Mandagens aktier: Indekshop satte turbo på Mærsk i et marked som var kommet bagud

Udgivet den 13-05-2024  |  kl. 17:08  |  
Maersk

Mærsk-aktierne satte turbo på og indledte den nye handelsuge med fuld kraft frem trukket af en markant stigning i spotpriserne på containerfragt.

Sammen med NKT, som var positivt påvirket af nyt fra konkurrenter, bidrog rederiaktierne til et plus for C25-indekset på 1,4 pct. til 1959,21, mens Ørsted trak baglæns efter vindkritiske udtalelser fra USA's tidligere og måske kommende præsident, Donald Trump.

Underliggende var det danske aktiemarked mandag positivt præget af et efterslæb i forhold til de øvrige aktiemarkeder, som var aktive, mens det danske var lukket i den lange Kristi himmelfart-weekend. Det påpeger senioraktierådgiver i Jyske Bank Martin Munk.

- Vi har været lukket ned, mens Verden har været i gang, og det er foregået i en positiv stemning. Så Danmark har lidt til gode, og vi ligger lunt i svinget, når vi sammenligner med resten af Europa, konstaterer han.

Det fælleseuropæiske Stoxx 600-indeks lå ved dansk børslukketid uændret som indikation på et marked præget af agtpågivenhed frem mod ugens vigtige amerikanske nøgletal for prisudvikling i april. De kommer onsdag.

MÆRSK DRIVES FREM AF STIGENDE RATER

Øverst i eliteindekset steg Mærsk-aktierne med et plus til A-aktien på 8,1 pct. til 10.980 kr., efter at rateindekset Shanghai Containerized Freight Index (SCFI), der måler spotpriserne på containerfragt fra Shanghai, steg med hele 18,8 pct. i sidste uge.

- Raterne har udviklet sig gunstigt. Og så har der også generelt været en rigtig god stemning blandt de asiatiske rederier med nogle opgraderinger, noterer Martin Munk.

Yderligere har Mærsk fået løftet sit kursmål hos amerikanske Citigroup til 9100 kr. fra 8500 kr. Men anbefalingen forbliver "sælg", fremgår det af data fra Bloomberg News.

NKT FØLGER ITALIENSK BRANCHEFÆLLE

Med i toppen med et plus på 6,5 pct. til 596 kr. var også kapelproducenten NKT, som reagerede positivt på stigninger hos især branchefællen Prysmian. Det italienske selskab justerede driftsindtjening EBITDA i første kvartal var bedre end ventet, og Prysmian oppræciserede sine forventninger. Siden har flere børshuse løftet deres kursmål for selskabet, som torsdag og fredag fejrede regnskabet med stigninger på henholdsvis 3,8 pct. og 2,2 pct.

- Det er supergod inspiration til NKT. Lige nu kører det for fuld damp, og ordrebøgerne er store hos alle udbydere. Det er mere et spørgsmål om af få kapacitet til at levere på ordrerne, siger Martin Munk.

Novo Nordisk steg 3,0 pct. til 909,90 kr. Bank of America mener, at Novos storsælgende vægttabsmiddel Wegovy viser fortsat receptfremgang, der kan føre til en mulig opjustering for medicinalkæmpen. Det skriver finansmediet Dow Jones Newswires.

TRUMP TRYKKER ØRSTED

Tæt på bunden af C25 tabte Ørsted 3,7pct. til 415,10 kr., og Martin Munk ser forklaringen i udtalelser fra Donald Trump, der har lovet at kvæle udviklingen af havvindmøller i staten New Jersey fra første dag, hvis han genvinder embedet. Det skriver branchemediet Recharge News.

På den anden side har det danske energiselskab fået sin anbefaling hævet til "køb" fra "hold" af DBS Bank, som også har hævet kursmålet til 485 kr. fra 430 kr. ifølge data fra Bloomberg News.

Dybest faldt Zealand Pharma med et minus på 5,9 pct. til 618,50 kr.

UNIBREW UDLÆGGER VÆKSTPLANER PÅ KAPITALMARKEDSDAG I HOLLAND

Oppe i C25-indekset steg Royal Unibrew 2,9 pct. til 566 kr.

Bryggeriet var mandag vært for en kapitalmarkedsdag i byen Bunnik uden for Amsterdam, hvor Unibrews seneste opkøb, sodavandsproducenten Vrumona, har hjemme. Netop de seneste års mange opkøb var centrum for begivenheden, hvor ledelsen skulle forsøge at sætte ord på, hvordan de skal veksles til mere værdi og vækst.

Det overordnede mål er en gennemsnitlig årlig organisk indtjeningsvækst, EBIT, på 6-8 pct. Samtidig skal EBIT-marginen øges. Her skal såkaldt "premiumization" stå for 1,5-2 pct., mens vækst i volumen skal skaffe 2-4 pct. og mere operationel effektivitet skal bidrage med 2-4 pct. oplyser bryggeriet på kapitalmarkedsdagen.

GN HØSTER LØFTEDE KURSMÅL

GN har hos Morgan Stanley fået løftet sit kursmål til 210 kr. fra 188 kr., og BNP Paribas Exane har løftet sit kursmål til 250 kr. fra 195 kr.

Ændringerne kommer efter regnskabet for første kvartal og en kapitalmarkedsdag i sidste uge.

Aktien steg 0,4 pct. til 203,50 kr.

Uden for eliteindekset har Netcompany vundet en kontrakt med det britiske told- og skattevæsen HMRC. Kontrakten løber i tre år med en option på yderligere to år. Værdien estimeres til 120-135 mio. pund over fem år. Men aktiekursen gik 1,7 pct. tilbage til 301,40 kr.

Til Chemometec var der fra ugens begyndelse et plus på 4,9 pct. til 328 kr., selv om selskabet sent onsdag afleverede sit regnskab for tredje kvartal 2023/24, der bød på tilbagegang som følge af afventende kunder. Samtidig har øgede omkostninger - herunder en fratrædelsesaftale med den tidligere direktør - udhulet indtjeningen, viste regnskabet.

Men siden har selskabets topchef, Martin Helbo Behrens, offentliggjort et køb af aktier i selskabet for lige over en mio. kr., som gav aktien positivt momentum i formiddagens handel.

. \\˙ MarketWire

 

Henning Lars Nielsen

Tags:  Danmark❯  Market Close❯  Shares❯ 

Seneste nyheder