Alm. Brand Henton - Rente- og Valutakommentar

Udgivet den 17-05-2006  |  kl. 08:44  |  

NetPosten bringer i samarbejde med Alm. Brand Henton dagens kommentarer til markedet:

Obligationer:

Offentliggørelsen af både amerikanske og tyske nøgletal i går skabte en del forvirring. Det tyske ZEW indeks viste en udbredt pessimisme på grund af stigende EUR og råvarepriser. Amerikanske nøgletal viste stigende inflation men også et husmarked, der nu (endelig) er kommet lidt under pres.
Tallene udløste en stigning i obligationspriserne, hvor specielt de lange obligationer performede godt.
I dag offentliggøres forbrugerpriserne for Euroland kl. 11.00 (2.4% forventet) og forbrugerpriserne for USA kommer kl. 14.30 (3.5% forventet). På baggrund af gårsdagens rally, forventer vi sivende priser i obligationsmarkedet frem til kl. 14.30.

Valuta:

Dollaren havde endnu en volatil dag i går, og vi forventer stadig et nervøst marked, med store udsving indenfor dagen. Her til morgen åbner EUR/USD på 128,70 (579,30). Emerging Markets er i første omgang faldet til ro, hvilket har fået dollaren til at falde igen, og dermed fortsætter den negative dollar-trend fra sidste uge. I dag kommer der forbrugerprisindeks kl. 14.30.
Cheføkonomen i ECB, Otmar Issing, sagde i et interview i Expansion, at olieprisen er den største risiko for væksten i eurozonen.
Det tyske ZEW forventningsindeks faldt kraftigt fra 62,7 i april til 50,0 i maj.
Chefen for den tyske industriforening, BDI, Jürgen Thumann, udtrykte tirsdag bekymring over den seneste stigning i euroen.
De amerikanske producentpriser steg 0,9% i april mod 0,5% i marts. Kerneinflationen steg dog kun 0,1% - ligesom i marts. På årsbasis er inflationsraten på hhv. 4,0% og 1,5% i april.
Det amerikanske nybyggeri faldt 7,4% i april mod 6,4% i marts. Antallet af byggetilladelser faldt med 5,4% i april mod 2,7% i marts.
Den amerikanske industriproduktion steg 0,8% i april mod 0,6% i marts. På årsbasis er stigningen på 4,7%. Kapacitetsudnyttelsen steg fra 81,4% til 81,9% i april.
USD/JPY er langt om længe brudt under 110,00 og ligger her til morgen 109,40 (5,2930). I nat kom de reviderede tal for industriproduktionen i Japan for marts måned og de viste uændret 0,2% vækst. Dette svarer til 3,1% på årsbasis..
CHF havde igen en volatil dag i går. CHF/DKK faldt fra morgenstunden til et niveau omkring 480,00. Her til morgen åbner CHF/DKK 480,65, vi forventer af CHF vil svækkes igen, i takt med at presset på Emerging Markets aftager.
Olieprisen har været forholdsvis rolig over natten, og her til morgen ligger vi på USD 69,55. Vi ligger stadig solidt indenfor handelsintervallet 65,00 til 75,00.
På de skandinaviske valutaer så vi i går en pæn svækkelse af NOK. NOK/DKK ligger her til morgen på 95,00. I dag er der lukket i Norge, så vi forventer en rolig dag. SEK/DKK ligger på 79,35 her fra morgenstunden. Der kommer ingen tal fra Sverige i dag.

Udgivet af: NPinvestordk