Almindelig familie kan låne til 8 af 10 huse på det danske boligmarked

Udgivet den 25-02-2022  |  kl. 06:00  |  
Villa (Foto: Boligsiden.dk)

Villa. Foto: Boligsiden

Skal du og din familie købe et hus, er det ikke helt lige meget, hvor I kigger. For der er stor forskel på, hvor meget I kan låne, og ikke mindst hvor mange af de huse, der er til salg, I kan købe for de penge.

Nye beregninger lavet i samarbejde mellem Nordea Kredit og Boligsiden viser, at en almindelig dansk familie med en sygeplejerske, lærer og to børn har råd til at købe 79 procent af de huse, der er til salg lige nu.

"Andelen af boliger, som en almindelig dansk familie kan købe, har været nogenlunde konstant omkring de 80 procent i de fire år, vi har lavet de her beregninger, men i forhold til sidste år andelen faldet fra 83 til 79 procent. Valgfriheden er altså blevet en lille smule mindre for den familie, vi bruger i eksemplet," siger Birgit Daetz, der er kommunikationsdirektør hos Boligsiden.

Birgit Daetz bliver suppleret af Nordea Kredits chefanalytiker og boligøkonom, Lise Nytoft Bergmann:

"En gennemsnitlig familie kan blive kreditgodkendt til nogenlunde det samme beløb i dag som sidste år, men fordi boligpriserne er steget, vil de ikke være i stand til at købe det samme hus. De stigende lønninger og de lidt højere skattemæssige fradrag har kun lige netop været store nok til at kompensere for de stigende renter og lidt højere leveomkostninger, men de har ikke været store nok til at dække de stigende boligpriser," siger hun.

Hovedstaden er næsten lukket land

De stigende boligpriser har været særligt høje i og omkring de store byer. Det betyder, at familiens adgang til de udbudte boliger er nærmest ikke eksisterende i områderne i og omkring København samt i Aarhus.

"Der er stor efterspørgsel på huse i og omkring København, og der er et meget lille udvalg. Det afspejler sig i prisen. Så hvis familien er fast besluttet på, at det skal være hus og ikke ejerlejlighed eller andelsbolig, må de udvide søgningen geografisk og gå på kompromis med ønskerne til størrelse og stand. Og det er reelt også den bevægelse, vi ser. Der er mange, der i disse år flytter længere væk fra de store byer, fordi mere hjemmearbejde har gjort det lettere at have længere køretid til arbejde," siger Birgit Daetz og påpeger:

"De nye beregninger viser, at familien har meget vide muligheder for at få råd til et hus i resten af landet. Det gælder både i Vest- og Sydsjælland, i Jylland og på Fyn."

Førstegangskøberne har det svært

På trods af den store valgfrihed blandt de udbudte boliger i det meste af landet er den aktuelle udvikling på boligmarkedet dårligt nyt for de købere, der skal ind på boligmarkedet. For når de ikke har en høj friværdi at indløse ved at sælge en nuværende bolig, er det svært at få råd til at blive husejer.

"Det er træls at være førstegangskøber i øjeblikket, for både boligpriserne og renten er steget det seneste år. Det gør det sværere at få råd til en ejerbolig. Men familiens muligheder er udregnet på baggrund af nogle gennemsnit og kriterier, vi har stillet op ud fra vores erfaringer med boligkøbere. Der er mange individuelle forhold, der spiller ind ved et boligkøb, og derfor bør din familie altid få banken til at regne på jeres egne tal, når I skal beslutte, hvor i landet eller hvilke type bolig, I ønsker at købe," siger Lise Nytoft Bergmann.

På kortet og i tabellen herunder kan du finde din kommune og få et overblik over, hvad vores almindelige familie kan låne til et huskøb, og hvor mange af de huse der er til salg, de kan købe for det beløb.

Find din kommune:

Kommune Det kan familien købe for Huse til salg Råd til Andel
Hele landet 3.410.000 kr. 21.363 16.897 79%
Albertslund Kommune 3.220.000 kr. 26 6 23%
Allerød Kommune 3.590.000 kr. 57 11 19%
Assens Kommune 3.280.000 kr. 381 367 96%
Ballerup Kommune 3.370.000 kr. 51 3 6%
Billund Kommune 3.590.000 kr. 116 113 97%
Bornholm Kommune 3.480.000 kr. 164 151 92%
Brøndby Kommune 3.610.000 kr. 41 8 20%
Brønderslev Kommune 3.300.000 kr. 271 259 96%
Dragør Kommune 3.610.000 kr. 38 0 0%
Egedal Kommune 3.500.000 kr. 83 11 13%
Esbjerg Kommune 3.460.000 kr. 417 369 88%
Fanø Kommune 3.550.000 kr. 30 27 90%
Favrskov Kommune 3.370.000 kr. 209 189 90%
Faxe Kommune 3.360.000 kr. 173 150 87%
Fredensborg Kommune 3.350.000 kr. 83 8 10%
Fredericia Kommune 3.250.000 kr. 180 137 76%
Frederiksberg Kommune 3.610.000 kr. 9 0 0%
Frederikshavn Kommune 3.340.000 kr. 516 454 88%
Frederikssund Kommune 3.120.000 kr. 103 56 54%
Furesø Kommune 3.590.000 kr. 60 2 3%
Faaborg-Midtfyn Kommune 3.290.000 kr. 326 301 92%
Gentofte Kommune 3.610.000 kr. 154 0 0%
Gladsaxe Kommune 3.500.000 kr. 76 3 4%
Glostrup Kommune 3.610.000 kr. 28 4 14%
Greve Kommune 3.720.000 kr. 109 31 28%
Gribskov Kommune 3.300.000 kr. 130 72 55%
Guldborgsund Kommune 3.220.000 kr. 415 393 95%
Haderslev Kommune 3.290.000 kr. 325 301 93%
Halsnæs Kommune 3.250.000 kr. 92 62 67%
Hedensted Kommune 3.400.000 kr. 286 263 92%
Helsingør Kommune 3.240.000 kr. 176 22 13%
Herlev Kommune 3.610.000 kr. 33 0 0%
Herning Kommune 3.550.000 kr. 364 336 92%
Hillerød Kommune 3.470.000 kr. 99 28 28%
Hjørring Kommune 3.360.000 kr. 594 566 95%
Holbæk Kommune 3.380.000 kr. 287 238 83%
Holstebro Kommune 3.480.000 kr. 372 332 89%
Horsens Kommune 3.490.000 kr. 296 250 84%
Hvidovre Kommune 3.490.000 kr. 62 2 3%
Høje-Taastrup Kommune 3.510.000 kr. 111 55 50%
Hørsholm Kommune 3.410.000 kr. 92 3 3%
Ikast-Brande Kommune 3.490.000 kr. 231 213 92%
Ishøj Kommune 3.380.000 kr. 23 2 9%
Jammerbugt Kommune 3.460.000 kr. 403 378 94%
Kalundborg Kommune 3.440.000 kr. 272 255 94%
Kerteminde Kommune 3.350.000 kr. 82 62 76%
Kolding Kommune 3.300.000 kr. 487 403 83%
Københavns Kommune 3.610.000 kr. 187 8 4%
Køge Kommune 3.510.000 kr. 208 113 54%
Langeland Kommune 3.310.000 kr. 168 165 98%
Lejre Kommune 3.340.000 kr. 120 76 63%
Lemvig Kommune 3.310.000 kr. 183 182 99%
Lolland Kommune 3.140.000 kr. 340 334 98%
Lyngby-Taarbæk Kommune 3.520.000 kr. 84 2 2%
Læsø Kommune 3.140.000 kr. 25 25 100%
Mariagerfjord Kommune 3.230.000 kr. 343 326 95%
Middelfart Kommune 3.460.000 kr. 223 199 89%
Morsø Kommune 3.470.000 kr. 167 164 98%
Norddjurs Kommune 3.380.000 kr. 295 288 98%
Nordfyns Kommune 3.250.000 kr. 189 177 94%
Nyborg Kommune 3.210.000 kr. 125 114 91%
Næstved Kommune 3.350.000 kr. 328 285 87%
Odder Kommune 3.360.000 kr. 102 78 76%
Odense Kommune 3.600.000 kr. 478 354 74%
Odsherred Kommune 3.160.000 kr. 156 141 90%
Randers Kommune 3.400.000 kr. 607 566 93%
Rebild Kommune 3.570.000 kr. 200 182 91%
Ringkøbing-Skjern Kommune 3.400.000 kr. 358 342 96%
Ringsted Kommune 3.370.000 kr. 71 61 86%
Roskilde Kommune 3.400.000 kr. 189 60 32%
Rudersdal Kommune 3.490.000 kr. 145 1 1%
Rødovre Kommune 3.380.000 kr. 61 3 5%
Samsø Kommune 3.490.000 kr. 30 27 90%
Silkeborg Kommune 3.400.000 kr. 448 341 76%
Skanderborg Kommune 3.430.000 kr. 258 153 59%
Skive Kommune 3.320.000 kr. 265 254 96%
Slagelse Kommune 3.380.000 kr. 305 264 87%
Solrød Kommune 3.520.000 kr. 76 14 18%
Sorø Kommune 3.250.000 kr. 106 95 90%
Stevns Kommune 3.290.000 kr. 111 78 70%
Struer Kommune 3.200.000 kr. 248 233 94%
Svendborg Kommune 3.240.000 kr. 266 216 81%
Syddjurs Kommune 3.440.000 kr. 273 235 86%
Sønderborg Kommune 3.400.000 kr. 269 255 95%
Thisted Kommune 3.360.000 kr. 359 347 97%
Tønder Kommune 3.370.000 kr. 195 187 96%
Tårnby Kommune 3.610.000 kr. 82 2 2%
Vallensbæk Kommune 3.400.000 kr. 23 2 9%
Varde Kommune 3.380.000 kr. 344 322 94%
Vejen Kommune 3.570.000 kr. 241 233 97%
Vejle Kommune 3.480.000 kr. 484 408 84%
Vesthimmerlands Kommune 3.380.000 kr. 341 329 96%
Viborg Kommune 3.380.000 kr. 608 553 91%
Vordingborg Kommune 3.280.000 kr. 277 246 89%
Ærø Kommune 3.350.000 kr. 51 49 96%
Aabenraa Kommune 3.410.000 kr. 181 172 95%
Aalborg Kommune 3.440.000 kr. 662 540 82%
Århus Kommune 3.610.000 kr. 579 207 36%

(Antallet af huse til salg er trukket fra Boligsiden den 23. februar 2022 og er et øjebliksbillede af, hvor mange af de udbudte huse, familien kan købe for det beløb, de kan låne i den enkelte kommune. Kilde: Nordea Kredit og Boligsiden.)

Forudsætninger for udregningerne i lånebeløb:

  • Forældrene i familien er i midten af 30´erne og består af en sygeplejerske og en lærer med 8-10 års joberfaring.
  • De har to børn i henholdsvis vuggestue og børnehave
  • Parret har en opsparing på 200.000 kroner, der kan bruges som indskud. Derudover har familien sparet op til advokat, flyttemand, ejerskifteforsikring, lettere istandsættelse af huset med videre.
  • Parret har et billån på 200.000 kroner, der afdrages over syv år.
  • De kører cirka 25.000 kilometer om året.
  • Parret købet et hus med et gennemsnitligt energimærke og i en gennemsnitlig stand.
  • Der ønskes et rådighedsbeløb per måned på 15.500 kroner (lidt mere end Finanstilsynets minimumsbeløb, men familien skal stadig passe på pengene.) Rådighedsbeløbet skal dække mad, rengøringsmidler, personlig pleje, frisør, tandlæge, briller, ferier, udflugter, gaver, aviser, eventuelle TV-pakker, opsparing til større ting som cykler, TV, mobiltelefoner, computere og så videre.
  • Rådighedsbeløbet skal til gengæld ikke dække faste udgifter som blandt andet forsikringer, fagforening, A-kasse, licens, telefon, daginstitutioner, boligskatter, el, vand, varme, renovation og vedligeholdelse.

(Der vil være mange forhold i beregningen, der kan se anderledes ud i den enkelte familie. Ved den endelige kreditvurdering tager Nordea derfor altid udgangspunkt i den konkrete familie og dennes behov og ønsker. Kilde: Nordea Kredit.)

The post Almindelig familie kan låne til 8 af 10 huse på det danske boligmarked first appeared on Boligsiden - Bolignyheder.

Udgivet af: Boligsiden

Tags:  Bolig❯ 

Seneste nyheder