Ambu Q2: Lidt svagere end ventet på toplinjen og driften

Udgivet den 12-05-2021  |  kl. 08:14  |  
Arkiv: Foto

Andet kvartal af det forskudte regnskabsår for medicoselskabet Ambu var en blandet pose bolsjer, da toplinjen og driften landede lavere end ventet, mens overskuddet omvendt overraskede positivt.

Det fremgår af selskabets regnskab onsdag morgen.

Omsætningen endte på 1001 mio. kr. i kvartalet og var dermed en smule værre end ventet blandt analytikerne. Her var på forhånd ventet en omsætning på 1016 mio. kr. ifølge konsensusestimater indsamlet af Ambu blandt 11 analytikere.

Sammenlignet med samme kvartal året forinden var der dog tale om en stigning fra 989 mio. kr. i andet kvartal af 2019/20.

Ambu kunne i kvartalet notere sig en organisk vækst på 6 pct., hvilket var en spids lavere end de 8,4 pct., som analytikerne havde ventet. Væksten på organisk basis i samme kvartal af 2019/20 lød på 24 pct.

Overskuddet af primær drift, EBIT, landede på 100 mio. kr. mod ventet 111 mio. kr., og dermed var der set i forhold til andet kvartal året forinden tale om en negativ udvikling. Her lød driftsresultatet på 150 mio. kr.

Overskudsgraden, EBIT-marginen, skrumpede til 10 pct. Her var ventet en overskudsgrad på 11 pct. blandt analytikerne. I samme kvartal året forinden lå EBIT-marginen på 15,2 pct.

Overskuddet efter skat gik tilbage til 95 mio. kr. Det skal sammenlignes med analytikernes forventning om et overskud på 75 mio. kr. I samme kvartal året før havde Ambu et overskud efter skat på 104 mio. kr.

/ritzau/FINANS

Christian Iversen Kielberg

Tags:  Report❯  Shares❯ 

Relaterede nyheder