Amerikansk centralbank overvejede pause i renteløft
Jerome Powell, som er formand for den amerikanske centralbank, Federal Reserve, fortalte onsdag på et pressemøde, at ledelsen i centralbanken havde overvejet en pause i renteforhøjelserne.
I sidste ende var der dog en "meget stærk konsensus" omkring den vedtagne forhøjelse af renten med 0,25 pct.point til 4,75-5,00 pct.
- Vi overvejede det i dagene op til mødet, sagde Jerome Powell.
Af centralbankens egen prognose fremgik det onsdag også, at ledelsen ser endnu en enkelt forhøjelse af renten til 5,125 pct. i år, inden den ventes at blive sat ned i 2024 og 2025. Der er altså ikke udsigt til rentesænkninger i år. For tre måneder siden så centralbankens renteudvalg også en rentetop i år i 5,125 pct.
- Rentenedsættelser indgår ikke i vort basisscenario.
Han fremhævede samtidig, at dataene pegede mod højere renter, men de seneste ugers uro i den amerikanske banksektor, med kollapset af Silicon Valley Bank og af Signature Bank, har omvendt modvirket det.
- De finansielle vilkår er strammet til og formentlig med mere, end traditionelle indeks viser, forklarede centralbankchefen og løftede sløret for, at nogle af chefgruppens medlemmer også havde givet udtryk for, at strammere kreditvilkår vil kunne medføre, at pengepolitikken har mindre arbejde at gøre.
- Før disse nylige udviklinger var vi tydeligvis på vej mod yderligere renteforhøjelser. Faktisk så det for bare nogle uger siden ud som om, vi skulle hæve renterne mere, end vi ventede tilbage i december.
Jerome Powell indikerede faktisk også en højere terminalrente for et par uger siden, da han vidnede i Kongressen.
Effekten af uroen i den finansielle sektor er endnu for tidlig at konkludere på, det ville være "gætværk", mente centralbankformanden, og han pegede på, at det kunne ende med alt mellem "beskedne" konsekvenser for økonomien til en "betydelig" kreditstramning.
I forhold til økonomien slog Jerome Powell igen fast, at arbejdsmarkedet er "ekstremt stramt", da efterspørgslen langt overgår udbuddet af arbejdskraft. Lønvæksten har dog vist tegn på en afdæmpning, men inflationen er stadig et "godt" stykke over målet om en årlig kerneinflation på 2,0 pct.
- Vi vil gøre tilstrækkeligt for at bringe inflationen ned til 2,0 pct., slog Jerome Powell fast, men tilføjede også, at han ikke udelukker en blød landing, hvor inflationen bringes ned, uden at økonomien går i recession.
- Jeg tror stadig, der en landingsbane, den er derude, og vi kigger efter den.
.\\˙ MarketWire
Mest læste lige nu
Seneste nyheder
- 1 af 1176
- næste ›