Amerikansk detailkæde overrasker positivt - men aktien falder

Udgivet den 21-08-2018  |  kl. 14:29  |  

Den amerikanske kæde af stormagasiner Kohl's solgte mere end ventet i andet kvartal, hvor et højere salg i både de fysiske butikker og på nettet løftede toplinjen.

Det samlede salg lå på 4,31 mia. dollar, mens analytikerne ifølge Bloomberg News havde estimeret salget til at være på 4,29 mia. dollar. Salget i butikker, der har været åbne mindst et år, steg 3,1 pct. mod en ventet fremgang på 2,6 pct.

Det skal ses i lyset af en tid, hvor andre store amerikanske detailkæder - blandt andet Macy's i sidste uge - har fået et hak i tuden på grund af den store konkurrence fra blandt andet Amazon og andre store spillere på markedet.

Kohl's indtjening var også en anelse bedre end ventet, da indtjeningen per aktie lød på 1,76 dollar per aktie mod et ventet resultat på 1,64 dollar per aktie.

Kohl's opjusterer samtidig en lille smule på forventningerne til indtjeningen per aktie for 2018. Selskabet forventer nu en indtjening per aktie på mellem 5,15-55,55 dollar, hvor selskabet før forventede en indtjening på 5,05-5,50 dollar.

- Vi er glade for, at vores salgsmomentum fortsatte i andet kvartal. Det er det fjerede kvartal i træk, hvor salget stiger. Vi oplevede styrke på tværs af virksomheden i både vores butikker og via digitale kanaler. Vi oplevede også en højere bruttomargin som følge af vores løbende fokus på lagerstyring, siger administrerende direktør Michelle Gass i en meddelelse til nskabet til Bloomberg News.

Kohl's-aktien falder 2,7 pct. på formarkedet til 76,75 dollar. Aktie er steget 45 pct. i år.

/ritzau/FINANS

Patrick Solberg

Tags:  Report❯  Shares❯  Udenlandsk selskab❯ 

Relaterede nyheder