Amerikansk medicinalkæmpe prøver igen: Fedmemiddel går videre til studie

Udgivet den 11-07-2024  |  kl. 13:32  |  

Den amerikanske medicinalkæmpe Pfizer prøver at finde en vej ind på det lukrative fedmemarked, der lige nu domineres af Novo Nordisk og Eli Lilly, der som de eneste har godkendte vægttabsmidler på hylderne.

Sidste år måtte Pfizer droppe et projekt, men nu kan selskabet melde om fremgang med sin vægttabspille.

Pfizer meddeler torsdag ifølge Bloomberg News, at midlet danuglipron, der skal tages dagligt i pilleform, er gået videre fra et mindre, indledende studie. Det betyder, at der i andet halvår indledes et mellemfase-studie.

Hvis det også går igennem her, vil midlet gå ind i det sidste udviklingsstadie.

Ifølge Pfizer ventes vægttabsmidler på pilleform at tage en tredjedel af markedet for fedmemedicin. Analytikere peger ifølge Bloomberg på, at det samlede marked vil opnå en værdi på 130 mia. dollar ved udgangen af 2020'erne.

Meldingen fra Pfizer er med til at sende aktien op med 2,4 pct. inden aktieåbning i USA.

Der er dog fortsat langt fra studie til marked for Pfizer. Det indledende studie inkluderede blot 20 patienter, skriver Bloomberg News.

.\\˙ MarketWire

Christian Iversen Kielberg

Tags:  Shares❯  Udenlandsk selskab❯