Amerikansk tænketank ser god timing for mulig Grønland-aftale

Udgivet den 23-12-2024  |  kl. 06:41  |  

USA's kommende præsident Donald Trump har muligheden for at lande, hvad der potentielt kan blive århundredets aftale.

Sådan lyder det i en klumme, som i sidste måned blev bragt i den store amerikanske avis The Wall Street Journal.

Klummen handler om en mulig aftale mellem Grønland og USA og er forfattet af Alexander B. Gray. Han er en del af American Foreign Policy Council - en konservativ tænketank, der beskæftiger sig med amerikansk udenrigspolitik.

Gray var også stabschef for Det Hvide Hus' Nationale Sikkerhedsråd fra 2019 til 2021 - en periode, hvor Trump var præsident.

Hans klumme, der blev bragt 25. november, er pludselig blevet aktuel.

Trump har sent søndag aften dansk tid således luftet idéen om netop et amerikansk ejerskab og kontrol over Grønland.

Og Gray mener, at timingen giver mening. Han noterer sig blandt andet, at Grønland har ytret et stigende ønske om uafhængighed.

Derfor foreslår han i klummen en aftale, hvor Grønland opnår uafhængighed, men samtidig indgår et samarbejde med USA.

- Grønland ser ud til at være interesseret i at løsrive sig fra Danmark, og derfor bør USA stå klar med en udstrakt hånd. Vestens økonomiske og sikkerhedsmæssige interesser vil blive truet, hvis et uafhængigt Grønland omringes af fjendtlige udenlandske aktører og ikke har nogen beskyttelse.

- Trump har muligheden for at lande århundredets aftale, lyder det.

Klummeskribenten fremhæver aftaler, som USA i dag har med stillehavsnationerne Mikronesien, Palau og Marshalløerne.

Aftalerne giver landene "fuld uafhængighed og magt over deres egne udenrigsmæssige anliggender, samtidig med at det amerikanske militær får adgang og bidrager til landenes forsvar", skriver Alexander B. Gray.

Donald Trump foreslog i august 2019, at USA skulle købe Grønland. Det blev hurtigt afvist af statsminister Mette Frederiksen (S).

I søndagens opslag på Truth Social skriver Trump:

- For den nationale sikkerheds skyld og for frihed i hele verden føler USA, at ejerskabet og kontrol over Grønland er altafgørende.

En eventuel overtagelse af Grønland vil give USA en større tilstedeværelse i det arktiske område, hvor Rusland også er interesseret i at være en dominerende faktor.

/ritzau/

Redaktion

Seneste nyheder

17:51 Europa/lukning: Dansk i top og bund af rødt marked trykket af jobtal
17:03 Fredagens obligationer: Renterne steg igen efter stærk amerikansk jobrapport
17:02 Fredagens aktier: Ambu trodsede rødt marked med kæmpe stigning efter opjustering
15:40 USA/åbning: Teknologinavne i bund efter stærke jobtal - Delta Air Lines går mod strømmen
15:26 Ambus finansdirektør: Stærk årsstart bag opjustering - fokus på kortsigtet succes og langsigtet vækst
14:43 Stærk jobrapport sender renterne i vejret og aktierne i dyndet
14:40 Efter stærk jobrapport: Økonom sår tvivl om flere rentenedsættelser i USA
14:31 USA: Jobskabelsen var klart stærkere end ventet i december
14:00 Ørsted får skåret over 20 pct. af kursmålet hos Nykredit
13:53 USA/tendens: Delta Air Lines belønnes for regnskab i nervøst marked før jobtal
13:44 Optur til apotekaktie efter bedre end forventet kvartal
13:05 B&O-topchef: Holder stand trods kinesisk nedgang forud for vigtigt strategiskifte
12:45 Europa/aktier: Britisk supermarkedskæde trækker ned i blandet marked - Ambu helt i top
12:06 Obligationer/middag: Renterne stiger fortsat frem mod imødeset arbejdsmarkedsrapport
11:33 Aktier/middag: Ambu skiller sig positivt ud efter opjustering i tæt på neutralt marked
10:35 Freetrailer indtager Ikea i Holland
09:59 Chemometec opjusterer forventningerne understøttet af salg og ordretilgang
09:19 Aktier/åbning: Ambu belønnes med tocifret kursstigning efter opjustering
09:08 Brøndby vil hente 171 mio. kr. ved salg af nye aktier
08:50 Brøndby vil hente 171 mio. kr. ved salg af nye aktier