Amerikanske Caterpillar rykker på strategi - aktien sendes frem i formarkedet
Den amerikanske producent af store entreprenørmaskiner Caterpillar kører videre med strategien om en langsigtet bæredygtig vækst og lander over forventningerne i andet kvartal.
Det skriver Bloomberg News.
Den justerede indtjening per aktie landede i kvartalet på 5,99 dollar mod ventede 5,53 dollar - og 5,55 dollar i det tilsvarende kvartal sidste år.
Aktien sendes op med 5,7 pct. i det amerikanske formarked efter et fald på 1,3 pct. mandag, hvor de globale aktiemarkeder var glødende røde.
Caterpillar, der lige som danske FLSmidth også har kunder i den globale mineindustri, leverede i andet kvartal en omsætning på 16,69 mia. dollar, svarende til en tilbagegang på 3,6 pct. på årsbasis. Her var ventet en omsætning på 16,95 mia. dollar ifølge analytikere adspurgt af Bloomberg News.
Salget var - lige som i årets første kvartal - tynget af modgang i forretningen Machinery, Energy & Transportation på 4,3 pct. til 15,84 mia. dollar. Her havde analytikerne sat næsen op efter 16,11 mia. dollar.
Divisionen beskæftiger sig blandt andet med maskiner og andet udstyr til byggesektoren og mineindustrien på globalt plan, og udviklingen i divisionen kan ses som et varsel om, hvad der kan være i vente i regnskabet fra FLSmidth, om end det amerikanske selskab producerer udstyr, som anvendes noget tidligere i mineprocesserne end FLSmidths.
.\\˙ MarketWire
Tags: Shares❯ Udenlandsk selskab❯