Amerikanske investorer forbereder sig på bud på AC Milan - citat

Udgivet den 09-07-2018  |  kl. 10:03  |  

Amerikanske sportsinvestorer vender blikket mod den italienske fodboldklub AC Milan og forbereder sig på at byde.

Det skriver Financial Times.

AC Milan er kommet på markedet, efter at klubbens kinesiske ejer ikke har formået at tilbagebetale sin gæld til investeringsforeningen Elliott Management.

De amerikanske investorer er den italiensk-amerikanske kabel-tv-entreprenør og ejer af den amerikanske fodboldklub New York Cosmos, Rocco Commisso, og Ricketts-familien, der ejer baseballholdet Chicago Cubs. Det ventes, at begge investorer vil offentliggøre deres planer for overtagelsen af fodboldklubben, fortæller nærtstående kilder til Financial Times.

En nærtstående kilde tilføjer, at de amerikanske investorer håber, at Elliott Managements overtagelse af klubben vil gøre det nemmere at forhandle.

Rocco Commisso har budt på AC Milan to gange før, men er begge gange blevet afvist af klubbens kinesiske ejer, Li Yonghong.

Rickett-familien udtalte i en meddelelse i juni, at den var interesseret i at overtage AC Milan og skulle ifølge en informeret kilde have haft uformelle samtaler med Elliott Management.

Ifølge kilder, der er informerede omkring låneaftalen mellem Elliott Management og Li Yonghong, vil ejerskabet af fodboldklubben blive overdraget til investeringsforeningen, da Li Yonghong ikke har formået at tilbagebetale sit lån på 32 mio. euro, hvis tidsfrist udløb fredag.

Talskvinder for både Elliott Management og Li Yonghong nægtede at kommentere på sagen.

AC Milan blev købt af Li Yonghong sidste år for 740 mio. euro - svarende til 5,5 mia. kr. og solgt af den tidligere italienske premierminister, Silvio Berlusconi.

/ritzau/FINANS

Morten Frederik Heltoft

Tags:  Italien❯  Shares❯  USA❯  Udenlandsk selskab❯ 

Relaterede nyheder