Analytiker: Ørsted undlader at skrive det der kan give de største nervøse trækninger

Udgivet den 01-11-2023  |  kl. 08:31  |  
Arkiv: Foto

Ørsted har måtte inkassere gigantiske nedskrivninger på 28,4 mia. kr. i tredje kvartal - markant mere, end de 16 mia. kr. den danske energikæmpe selv havde lagt op til.

Det kan ikke blot få betydning for selskabets langsigtede ambitioner, men også for kapitalstrukturen fremadrettet, og for det der for alvor kan gøre investorerne nervøse - nemlig en mulig kapitaludvidelse.

Det vurderer Sydbanks aktieanalysechef Jacob Pedersen.

- Man lægger op til effektivisering, større grad af leverandørfinansiering og arbejde på at håndtere arbejdskapital bedre. Og så nævner de "andre løsninger".

- Det er nok de linjer, hvor man undlader at skrive det, der kan give de største nervøse trækninger - nemlig om man skal i markedet at hente mere kapital, siger Jacob Pedersen til MarketWire.

Ørsteds bestyrelse fik sidste år bemyndigelse til at øge aktiekapitalen med op til 20 pct. frem mod 2027.

Han vurderer, at Ørsted med nattens meddelelse, der foruden nedskrivninger for mere end 28 mia. i tredje kvartal også indeholder potentielle hensættelser i fjerde kvartal på 8-11 mia. kr. til bøder og omkostninger for at komme ud af de nu skrinlagte projekter Ocean 1 og 2, nu står et andet sted end tidligere som selskab.

Det er essentielt for Ørsted at opretholde en god kreditvurdering, da det er et af selskabets vigtigste konkurrenceparametre at have adgang til billig kapital, vurderer Jacob Pedersen.

- Det er klart, at når man pludselig saver op mod en tredjedel af egenkapitalen, hvilket man kommer til med de tab, der er lagt op til i fjerde kvartal, så er man nødt til at finde en løsning, siger analysechefen.

KAN ÆNDRE LANGSIGTEDE MÅL

Ørsted fastholder sine forventninger til året om et driftsindtjening, EBITDA, på mellem 20 og 23 mia. kr. Der lægges dog op til, at de langsigtede målsætninger kan blive revurderet i fjerde kvartal.

Ørsted har et samlet mål om at opføre 50 GW inden 2030 hvoraf 28 GW skal komme fra havvind.

- De meddeler, at de skal revurdere målsætninger skal se ud i fremtiden. Det er der ikke noget at sige til. Det er et forandret selskab, siger Jacob Pedersen.

.\\˙ MarketWire

Christian Iversen Kielberg

Tags:  Shares❯ 

Seneste nyheder