Analytiker efter optur til GN: Logitech-regnskab viser positiv markedsudvikling
GN har onsdag lagt sig solidt i toppen af C25-indekset, efter at der tirsdag aften tikkede en opjustering ind fra konkurrenten Logitech oven på et kvartal med gode takter.
Det viser en positiv udvikling for markedet for hovedtelefoner i en tid, hvor GN samtidig har været under pres, vurderer Søren Løntoft Hansen, senioranalytiker i Sydbank, over for MarketWire.
- Det er jo en aktie, som har været tynget af usikkerhed og svære markedsvilkår. Logitech har været ude med et stærkt kvartalsregnskab og en opjustering, og det er nok det, der driver GN op i dag, siger senioranalytikeren.
Logitech slog både forventningerne til top- og bundlinje i sit tredje kvartal og kunne derfor løfte forventningerne til omsætningen til 4,54-4,57 mia. dollar mod førhen 4,39-4,47 mia. dollar.
Salgsvæksten ses dermed blive på 5,4-6,4 pct., hvilket skal sammenlignes med et tidligere bud på 2-4 pct.
Søren Løntoft Hansen fremhæver en stærk udvikling i Logitechs gamingforretning og inden for videokonferenceudstyr, hvilket er områder, som GN opererer i med datterselskaberne Steelseries og Jabra.
- Den markedsudvikling, som Logitech oplever, er formentlig også noget, som kunne blive positivt i GNs regnskab for fjerde kvartal, lyder det fra Søren Løntoft Hansen.
Regnskabet for GNs fjerde kvartal lander den 6. februar.
Kort før middag onsdag stiger GN-aktien med 5,5 pct. til 142,10 kr.
.\\˙ MarketWire
Tags: Shares❯
Mest læste lige nu
Seneste nyheder
- 1 af 1182
- næste ›