Analytiker: Skuffende forventninger fra Danisco
Danisco fremlagde tidligere på dagen sit årsregnskab for 2005/06, og der var ingen overraskelser i ærmet.
Danisco fik nettoresultatet halveret fra 1,34 mia. kr. til 622 mio. kr. i dette regnskabsår, men det var forventet af analytikerne. Sydbanks Danisco-analytiker, Brian Kirk, finder ikke de store overraskelser i regnskabet, men er dog en smule skuffet.
- De realiserede tal er på linje med mine forventninger. EU's sukkerreform kostede 506 mio. kr., men det er en ren regnskabsforskydning, og det tillægger jeg ikke den store betydning, siger han til NetPosten.
Danisco forventer et driftsresultat (EBIT) for 2006/07 i størrelsesordenen 2,1 mia. kr., hvor markedet forventede et EBIT på 2,3 mia. kr.
- Forventningerne for det kommende regnskabsår skuffer lidt. De 2,1 mia. er til den lave side, mener Brian Kirk.
Ellers samler interessen sig ved dagens telekonference om adm. direktør Tom Knutzen, der for første gang står alene i spidsen for Danisco.
- Det bliver spændende at høre, hvad han har at sige - om han har nogle justeringer for den fremtidige strategi, og hvilke ting han vil tillægge vægt i fremtiden, siger Brian Kirk.