Analytiker: Vestas' begrundelse holder ikke vand
Vestas nedjusterede mandag forventningerne til 2004 og begrundede det med den endnu ikke vedtagne PTC-ordning i USA. Men den begrundelse køber ikke alle analytikere.
Vestas nedjusterede omsætningen fra tidligere 2,7-2,8 mia. euro til nu 2,6 mia. euro. Vestas nedjusterede også forventningen til EBIT-marginalen fra tidligere 5 pct. til nu 4 pct. I absolutte termer nedjusterede Vestas således forventningen til den primære drift (EBIT) fra niveauet 135-140 mio. euro til nu 104 mio. euro.
- En EBIT-nedjustering på 31-36 mio. euro foranlediget af manglende USA-omsætning virker efter vores vurdering meget voldsom, skriver Spar Nords analytiker Claus Juul i et notat.
Nedjusteringen giver dog ikke anledning til ændring af estimater fra Spar Nords side, da banken før dagens nedjustering forventede en omsætning på 2,6 mia. euro samt en primær driftsindtjening på 112 mio. euro.
Banken bevarer samtidig sin Undervægt-anbefaling.