Ansatte stjæler idéer fra hinanden
Tre ud af ti ansatte oplever, at kollegaer stjæler deres idéer, skriver Erhvervsbladet, som henviser til en artikel på Avisen.dk.
Vurderingen kommer på baggrund af en Wilke-undersøgelse blandt 1170 personer.
- Det er langt mere omfattende, end vi har været klar over. Det er problematisk, at så mange ikke føler, at deres chef anerkender dem for deres idéer, siger Erik Klausen, der er forbundssekretær i de IT-ansattes fagforening Prosa.
Han mener, at det kan være svært at gennemskue, hvem der først fik en idé, men at der findes grelle tilfælde.
- Og der bør en medarbejder reagere. Det er yderst demotiverende, når andre får æren for ens arbejde. Det kan medvirke til et dårligt arbejdsmiljø og nedsætte produktiviteten. Derfor bør en virksomhed have en politik på området, siger Erik Klausen til Avisen.dk.